Krimi8. februar 2021

Netto-elev svinet til ni gange på en dag

Morten Didrichsen er glad for sit arbejde. Men det er ikke så rart at blive svinet til ni gange på en arbejdsdag, skriver han på Facebook
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/morten2.png
 Privatfoto

19-årige Morten Didrichsen er elev i en Netto i Augustenborg i Sønderjylland, og det er han rigtig glad for.

Men for nylig blev det alligevel lovlig hårdt efter en ni-timers vagt, som bød på nogle oplevelser han gerne havde været foruden.

Her blev han nemlig svinet til ni gange på en arbejdsdag, skriver jv.dk.

Morten Didrichsens far er hjertepatient, og i risikogruppen for at blive smittet med corona.

Derfor beder han nogle gange folk om at holde afstand i Netto, men det afføder oftere end tidligere en negativ reaktion.

SE og HØR har været i kontakt med Morten Didrichsen, og har fået lov at citere lidt fra det Facebook-opslag han skrev den 30. januar.

’Som de fleste af jer ved er jeg elev i Netto Augustenborg og det er jeg rigtig glad for.

Nu har det jo lige været lønningsdag og det betyder jo selvfølgelig at der er travlt i alle butikker.

Men hvad fanden sker der for folk lige nu jeg har i dag haft en vagt fra 6:00 til 15:00 i løbet af de 9 timer er det lykkedes mig at blive svinet til 9 gange blot fordi jeg som medarbejder er nødt til at pointere at vi skal holde afstand og passe på hinanden.’

Han siger til Jydske Vestkysten, at han ikke ønsker at uddybe, hvad folk svinede ham til med, for det var ret personligt.

Han forklarer i opslaget, der er blevet delt 839 gange, og har fået 115 kommentarer i skrivende stund, at alle butiksmedarbejdere indenfor detailverdenen går på arbejde lige nu, og gør deres arbejde samtidig med, at de risikerer at blive smittet. Uanset, hvor meget medarbejderne passer på, er chancen der stadig for at blive smittet.

’Vi kan sku ikke bare blive hjemme vi har regninger der skal betales samt skal hele befolkningen jo have adgang til mad og dagligdagsvarer. men trods Corona møder vi sku op med et smil på læben dog ikke synligt da vi jo nu har mundbind på’, skriver Morten Didrichsen.

Og det kunne ikke undgå at påvirke ham at blive svinet til, når medarbejderne blot forsøger at gøre det trygt for alle.

’Ligesom så mange andre familier har jeg nogen der står mig nær som er i risikogruppen som for alt i verden ikke gerne skulle smittes fordi folk ikke passer på mig ude i butikkerne.

Dette opslag er ikke et angreb tværtimod er det en bøn om hjælp!!

Når i er ude og handle så følg de råd der bliver givet de er her jo af en grund.

Men mest af alt hav noget medmenneskelighed’, lyder det i Morten Didrichsens Facebook-opslag.

Sponsoreret indhold