Nathan Carman blev fundet alene til søs i redningsbåd: Var han offer eller i virkeligheden morder?

Det lyder som en scene fra en uhyggelig film: En gruppe sejlere befinder sig midt ude på havet, da de pludselig får øje på en forkommen mand i en lille redningsbåd.
Manden er i live, men kun lige akkurat…
Den uhyggelige scene er dog ikke opdigtet, men i stedet synet, der mødte besætningen på et fragtskib en septemberdag i 2016.
Historien blev ikke mindre uhyggelig, da manden i redningsbåden – den dengang 22-årige Nathan Carman – blev reddet op og begyndte at fortælle sin historie:

Syv dage forinden var han draget ud på en hyggelig fisketur med sin mor.
Men turen var endt i tragedie blot et døgn senere, da Nathans aluminiumssejlbåd pludselig tog vand ind og sank i løbet af få øjeblikke.
Nathan nåede lige akkurat at gribe et par poser med mad og vand og redde sig ned i redningsbåden. Så heldig var hans mor – tilsyneladende – ikke.
Ny Netflix-dokumentar
Den nye Netflix-dokumentar "The Carman Family Deaths" undersøger den mystiske sag om Nathan Carman. Dokumentaren får premiere 19. november.
Nu vil en ny Netflix-dokumentar – ”The Carman Family Deaths” – så forsøge at finde frem til den sande historie:
For meget tyder på, at Nathan Carman ikke er en ung mand, der på tragisk vis mistede sin mor. Han er i stedet en koldblodig og kynisk morder med mere end ét mord på samvittigheden.

Millioner i vente
Nathan voksede op i Connecticut som skilsmissebarn og med et sind, der ikke altid havde det let. Han følte sig ensom og havde svært ved at begå sig i sociale sammenhænge.
Én ting kunne den unge fyr dog glæde sig over: En dag ville Nathan arve millioner af dollars efter sin bedstefar, ejendomsmatadoren John Chakalos.
Noget tydede dog på, at en ung Nathan ikke kunne vente…
20. december 2013 blev bedstefaren nemlig skudt og dræbt i sit eget hjem – og meget tydede på, at Nathan havde en finger med i spillet.

For det første var det Nathan, der sidst havde været sammen med bedstefaren den skæbnesvangre dag i december.
Desuden havde Nathan få uger forinden – ud af det blå – anskaffet sig en Sig Sauer-riffel identisk med det våben, der blev brugt til at dræbe John Chakalos. Nathan fastholdt, at han kun havde købt våbnet, fordi han ikke følte sig tryg derhjemme. Men efter drabet var riflen pludselig væk.
Og ikke mindst fandt efterforskerne ud af, at Nathan manglede et alibi i minimum en time i det tidsrum, hvor den 87-årige bedstefar blev dræbt.
Råbte efter mor
Tre år senere blev efterforskerne så endnu mere overbeviste om, at Nathan ville gøre alt for at få fingre i de mange millioner.
Her blev familien nemlig ramt af endnu et mystisk dødsfald.

17. september 2016 stak Nathan og hans mor, 54-årige Linda Carman, til søs. Planen var en hyggelig fisketur, men allerede dagen efter indtraf tragedien, hævdede Nathan.
Her sank den ni meter lange sejlbåd – og Nathan nåede kun lige akkurat at redde sig selv ned i redningsbåden med et par poser vand og mad.
Han nåede også at se, at hans mor opholdt sig i styrehuset, men så var hun væk.
- Jeg råbte ”mor mor”. Jeg elskede hende, og hun elskede mig, hævdede Nathan efterfølgende.
Først efter syv dage på åbent hav blev Nathan reddet. Fragtskibet Orient Lucky spottede ved et tilfælde den lille redningsbåd omkring 160 kilometer fra Massachusetts kyst. Besætningen hev straks den forkomne mand om bord – og det var her, at Nathan for første gang fortalte historien om sin druknede mor.

Historien holdt han hårdnakket fast i, selv om politiet hurtigt begyndte at mistænke ham for at stå bag morens forsvinden – for igen var der flere mystiske ting ved hans forklaring.
En ekspert kunne f.eks. fastslå, at Nathan havde løjet om sejlbådens position, da det ifølge Nathan sank. Desuden kunne han ikke komme med en troværdig forklaring på, hvorfor han ikke havde udsendt et mayday. Desuden mente eksperter at vide, at han selv havde pillet ved sejlbådens skrog, så det ville tage vand i.

HAR DU DET SVÆRT?
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.
Ring til Livslinien på 70 201 201.
Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.
Det undrede også efterforskerne, at Nathan nærmest ikke var nået i land, før han anmodede om at få både forsikringspenge og den enorme arv udbetalt. Pengene fik Nathan aldrig fingre i.
I stedet endte han med at blive tiltalt for morens – og også bedstefarens – død. Og motivet var ifølge politi og anklager soleklart: Nathan skød og dræbte sin bedstefar og lokkede herefter sin mor i døden for at få adgang til de mange millioner.

Men hans koldblodige plan lykkedes altså ikke. Nathan blev varetægtsfængslet og risikerede adskillige år bag tremmer, hvis han blev kendt skyldig. Retssagen blev dog aldrig afgjort.
En nat i oktober 2023 blev 29-årige Nathan Carman fundet død i sin celle. Han havde taget sit eget liv – og dermed også taget sin hemmelighed med sig i døden.