
Nævnt i retten: Kendiskok Wassim Hallal involveret i sag om momssvindel med Rolex-ure

LÆS OGSÅ: Wassim Mohammad Hallal skovler penge ind: God for mange millioner
En sag om påstået millionsvindel involverede dyre ure kører i dag ved Retten i Aarhus.
Her sidder en direktør og en sælger fra urforhandleren Knud Pedersen Ure A/S tiltalt for momssvindel. De nægter sig skyldige.
Midt under sagen blev der pludselig drysset stjernestøv ud over sagen, da den kendte kok Wassim Hallals navn blev nævnt i retssalen.
Det skriver Århus Stiftstidende.
Lokalmediet var til stede i retten, hvor kendiskokkens navn var en del af det anklageskrift, der blev læst op af sagens anklager.
Wassim Hallal, der blandt andet er kendt fra Michelin-restauranten Frederikshøj, er ikke selv tiltalt for forholdet, men det er i stedet urfirmaets direktør, som ifølge anklageskriftet "i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse" med kokken skulle have afgivet eller fortiet oplysninger for afgiftskontrollen.
Dermed slap han for at betale moms for urene, og statskassen skulle i den forbindelse have lidt et tab på mindst 238.688 kroner.
Urene skulle være bestilt gennem et tysk firma, men leveret i Danmark.
Ifølge Århus Stiftstidende matcher beskrivelsen et bødeforlæg, der har været betalt i sagen. Vedkommende har indtil nu været anonym, men der er altså tale om kendiskokken, som har betalt 530.000 kroner for medvirken til momsunddragelse.
Han har betalt bøde og dermed undgået sin straf.
Over for Ritzau bekræfter Wassim Hallal da også sin rolle i sagen.
Han skriver i et svar til nyhedsbureauet, at han købte urene som en investering sammen med en tysk partner og havde den opfattelse, at der skulle afregnes moms i Tyskland.
- Skat var efterfølgende uenig i, at betingelserne for udførsel til Tyskland var opfyldt, hvorfor der skulle betales dansk moms og tillige en bøde.
- Vi betalte moms og bøde, straks efter at vi blev kontaktet af Skat, oplyser Wassim Hallal i sit svar til Ritzau.
Læs mere om sagen herunder:
