Nabo hørte skrig: Kvinde stak samlever – for fjerde gang på fire år!

For fjerde gang på fire år stak en 44-årig kvinde fredag aften sin samlever med en kniv.
Det skriver B.T.
Det var en nabo, der slog alarm til politiet, efter vedkommende havde hørt både skrig og høje råb fra en lejlighed i Måløv.
Da politiet ankom til lejligheden, fandt de manden blødende fra et otte centimeter langt og forholdsvis dybt sår i hånden.
Det var den 44-årige kvinde, der med en kniv havde påført manden såret.
Kvinden blev anholdt og har ifølge B.T. erkendt de faktiske omstændigheder. Hun fortæller ifølge mediet, at hun var blevet sur på sin samlever, efter hun havde drukket en del alkohol.
Kvinden havde således fået indtryk af, at manden havde været hende utro, mens hun sad i fængsel for det seneste knivstikkeri mod ham.
Kvinden er tre gange tidligere dømt for at have stukket eller skåret i manden.
Derfor blev hun lørdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved byretten i Glostrup.
- Her blev hun sigtet for grov vold efter straffelovens paragraf 245 og fængslet frem til 30. november på grund af gentagelsesrisikoen, siger specialanklager Henrik Uhl Pedersen fra Københavns Vestegns Politi til B.T.