Krimi21. januar 2022

Mystisk tragedie: Fire fundet døde i isnende kulde

Få meter fra grænsen til USA er fire fundet døde. En mand er anholdt på mistanke om menneskesmugling
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Fire personer, deriblandt en baby, er fundet døde på den canadiske side af grænsen til USA.

Personerne menes at være omkommet som følge af kulde. Det oplyser canadisk politi torsdag.

Personerne blev fundet onsdag, hvor der i det snedækkede område var ned til 35 graders frost, når kuldeeffekten fra vind medregnes.

- I denne tidlige fase af efterforskningen lader det til, at de alle døde på grund af det kolde vejr, oplyser politiet i en erklæring.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/depphotos212288.jpg
 (Foto: MEGA)

De fire personer - deriblandt et spædbarn - blev fundet i ødemarken. Foto: MEGA

Ligene af to voksne og en baby blev fundet få meter fra USA's grænse på en rute, der ifølge myndigheder benyttes af migranter, der forsøger at komme ind i USA fra Canada.

Den nærmeste by - Emerson i provinsen Manitoba - ligger omkring ti kilometer derfra.

Liget af den fjerde person, som lader til at være en dreng i teenagealderen, blev fundet senere.

Tidligere onsdag havde grænsevagter på den amerikanske side af grænsen tilbageholdt en gruppe personer, som lige havde krydset grænsen.

Personerne havde babyudstyr med, men intet barn. Det udløste en eftersøgning på begge sider af grænsen.

Efter fire timers eftersøgning blev de første lig fundet.

USA's udenrigsministerium meddeler torsdag, at en mand er anholdt langs den samme rute. Han er sigtet for menneskesmugling.

Den 47-årige mand fra Florida blev stoppet af politiet, da han kørte rundt i området. I bilen befandt der sig to personer fra Indien, som ikke havde identifikationspapirer på sig.

Myndighederne anser personerne som "ofre". Det sagde Jane MacLatchy, der er den næstøverste chef for politiet i Manitoba, på en pressekonference torsdag.

- Disse ofre var ikke alene oppe mod det kolde vejr, men også endeløse marker, store snedriver og total mørke, sagde hun.

Sponsoreret indhold