Krimi4. juli 2020

Mystisk massedød: Hundredvis af elefanter fundet døde

Over 350 elefanter er fundet døde over en periode på to måneder, men forskere kan ikke forklare hvorfor
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20200703-065448-l-1920x1288we.jpg
 Foto: Photographs Obtained By Reuters/Reuters/Ritzau Scanpix

I Botswana står man over for et stort mysterie: Siden maj har man fundet over 350 døde elefanter, og forskere kan ikke forklare de mange dødsfald.

Botswana har med 135.000 individer den største bestand af elefanter, men verden over er bestanden nedadgående.

Derfor er der også stor mystik omkring, hvorfor de store, grå dyr nu dør i massevis.

The Guardian skriver, at nogle af elefanternes lig er fundet med ansigtet nedad, hvilket indikerer, at de er kollapset meget pludseligt.

De fleste af de døde elefanter er fundet døde nær vandhuller nær Okavango Delta, men i nabolandet Namibia har man ikke oplevet de mystiske dødsfald.

Krybskytter er berygtede for at lægge cyanid ud for at forgifte elefanter, men den forklaring er dømt usandsynlig, idet elefanterne er fundet med deres stødtænder intakte. Desuden er ådselædere som hyæner, løver og gribbe ikke fundet døde, efter de har spist af elefant-kadaverne.

Lokale vidner fortæller til The Guardian, at de så elefanterne gå rundt i cirkler, før de døde, og det kan antyde, at det er noget neurologisk, der har ramt de ædle dyr.

De botswanske myndigheder har sendt prøver ind for at få løst mysteriet, men prøvesvarene lader vente på sig på grund af coronapandemien.

Sponsoreret indhold