Krimi7. maj 2024 (opd. 8. maj 2024)

Mysteriet løst: Sådan endte hajen på cykelsti

I sidste uge blev en haj fundet midt på en cykelsti i Rindum. Nu er mysteriet om, hvordan hajen endte der, løst

En mand har erkendt at have placeret den døde haj, der torsdag morgen blev fundet på en cykelsti i Rindum ved Ringkøbing.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi tirsdag i et opslag på Facebook.

- Hajmysterium opklaret, skriver politiet indledningsvist.

Den ansvarlige har vist sig at være en mand fra lokalområdet, som politiet efter et tip fandt frem til.

Ifølge mandens egen forklaring fandt han hajen på havnen. Han tog den med og lagde den på cykelstien for at lave sjov.

Hajen stammer formentlig fra bifangst eller fiskeaffald, skriver politiet.

Politiet oplyser ikke nærmere om manden.

Han vil få en bøde, skriver politiet. Det er dog endnu ikke afklaret, hvor stor den vil være, eller hvad manden præcis bliver sigtet for.

- Men mysteriet om, hvordan en haj endte på en vestjysk cykelsti, er i hvert fald opklaret.

- Haj haj, skriver politiet afslutningsvist i opslaget på Facebook.

Den omkring 1,5 meter lange haj blev fundet torsdag morgen på Isagervej i Rindum.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyste efterfølgende, at man ikke havde fået nogen anmeldelser om, at nogen skulle mangle en haj.

Falck ankom omkring klokken 07.45 og fjernede hajen.

Torsdag bragte både lokale og nationale medier historien om den døde haj.

Den store interesse har kunnet mærkes hos Midt- og Vestjyllands Politi, som har fået mange henvendelser.

- Døde hajer er ikke sædvane på vestjyske cykelstier. Det er nok også, derfor vi har fået så mange spørgsmål fra både lokale, regionale, nationale og faktisk også internationale medier, der har villet vide mere om hajen, lyder det i opslaget.

Politiet mener, at den store opmærksomhed fra medier har bidraget positivt til opklaringsarbejdet og kan have ført til, at politiet fik det afgørende tip i sagen.

Sponsoreret indhold