Krimi24. september 2020

Mus og fluer: Danske McDonald's-restauranter får kritik af Fødevarekontrollen

Det haltede gevaldigt med hygiejnen, da Fødevarekontrollen inspicerede en række McDonald's-restauranter rundt omkring i Danmark
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega635279_001.jpg
 Foto: MEGA

Normalt forventer man nok at finde kasser med burgerboller og andre fødevarer på lageret hos McDonald's. Men da Fødevarekontrollen inspicerede en række af fastfoodgigantens restauranter rundt omkring i landet, fandt man blandt andet mus og fluer. Det skriver Ekstra Bladet.

I Esbjerg-bydelen Gjesing fremgår det af en kontrolrapport fra juli, at man fandt mus:

- Der er fanget mange mus over loftet i køkkenet og i bagerste lager med rengøringsmidler, skriver Fødevarekontrollen.

Udover skadedyrsproblemet haltede det også gevaldigt med rengøringen, hvor der lå meget støv og affald under reoler og i en sprække mellem kølerum og væg.

Af en anden kontrolrapport fremgår det, at McDonald's i Brøndby døjede med bananfluer. Der blev lovet bedring, men da der blev udført kontrol knap tre måneder senere, var problemet blevet værre.

- Over containeren i loftet er en større mængde bananfluer (min 50. stk.). Ved bevægelse af container kommer endnu flere bananfluer til syne. I opvaskerummet findes også bananfluer, og der ses enkelte bananfluer i produktionen, fremgår det af rapporten.

Også McDonald's i Birkerød og Vejen fik anmærkninger om, at der var "meget beskidt".

Over for Ekstra Bladet beklager McDonald's pressechef Pia Tobberup:

- Det siger sig selv, at vi og vores franchisetagere ikke er tilfredse med mangler i rengøringen og tilfældet af mangelfuld håndtering af bananfluer. Derfor har restauranterne øjeblikkeligt rettet op, lover hun.

Sponsoreret indhold