Mor og etårig datter døde af svampeforgiftning

En 21-årig kvinde og hendes etårige datter mistede i august sidste år livet, efter at have spist giftige svampe.
– Det er en meget tragisk hændelse. Vi betragter det som en ulykke, siger Andreas Hermann, der er efterforskningsleder hos politiet i Ystad, ifølge Expressen til Skånska Dagbladet.
Nu er det retsmedicinske undersøgelser af de to dødsfald gjort færdige, og politiet kan derfor nu bekræfte, at dødsårsagen for moren og datteren begge var organsvigt som følge af forgiftning.
Under undersøgelserne blev der fundet det giftige stof amatoxin, der blandt andet kan findes i fluesvamp.
Kvinden og datteren henvendte sig i august til en læge med akutte maveproblemer. Dagen efter døde den lille pige, og nogle dage senere fulgte moren efter.
Undersøgelserne har ikke fastlagt præcist, hvilken svamp de to indtog, eller hvor de kunne have plukket dem.
Efterforskningen er nu slut, og der er ingen mistanke om, at moren og datteren forinden deres død var udsat for en forbrydelse.