Mor og dreng døde i tragedie på færge: Nu efterforskes det som mord

En mor og et barn er begge omkommet, efter at barnet torsdag eftermiddag faldt over bord fra en færge på vej til Sverige fra Polen, hvor moren sprang i vandet efter barnet.
Det bekræftede polsk politi fredag over for tv-kanalen Tvn24. Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Nu er der så nyt i sagen.
Svensk politi efterforsker nemlig nu sagen som en mordsag.
Det fortæller anklagemyndigheden ifølge Aftonbladet.
- Vi har indledt en efterforskning, hvor forbrydelsen bliver klassificeret som mord. Der er dog ingen mistænkte i sagen endnu, siger jurist i anklagemyndigheden Stina Brindmark.
- Efterforskningen har først og fremmest til formål at få kortlagt, hvad der er foregået.
De to omkomne blev fundet i vandet, hejst op af en helikopter og fløjet til et sygehus.
De var begge bevidstløse, da de blev fundet. Der blev straks derefter anvendt hjertestarter på kvinden.