Krimi12. august 2020

Mor brød grædende sammen: Fandt cigaretskod i barnevogn

Et frygteligt syn mødte en familie fra Amager, da de kom hjem til deres datters barnevogn på altanen. Nu kommer de med en bøn til rygere
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/barnevogn_0.jpg
 Foto: Privat

Der skete heldigvis ikke noget med Beinta Bak Lamhauges 11 måneder gamle datter, som ellers plejer at sove trygt til middag i sin altanbarnevogn.

For familien var på tur i København, da deres vicevært pludselig ringede. Der var observeret røg fra deres altan.

- Vi skyndte os hjem, og så var det dette syn, der mødte os, fortæller moderen Beinta Bak Lamhauge, som refererer til billederne af de voldsomme brændemærker i den øverste del af vognen.

En cigaret er tilsyneladende havnet lige der, hvor datterens hoved plejer at hvile.

Den chokerede mor opfordrer nu rygere til at tænke sig godt om, når de nyder tobak på altaner i sommervarmen.

- Det er jo ikke så svært at få anskaffet sig et askebæger eller en krukke med vand til sine gæster, så den slags ikke sker.

Vil ikke pege fingre

Episoden har chokeret småbørnsforældrene, som havde svært ved at ryste oplevelsen af sig tirsdag, efter de fandt den lille cigaretstump.

- Jeg brød grædende sammen. Faktisk græd jeg flere gange dagen igennem, når jeg kom i tanker om, hvad der kunne have været sket.

Beinta Bak Lamhauge understreger, at hun absolut ikke ønsker at pege fingre.

- Jeg har på ingen måder lavet opslaget for at finde en synder eller beskylde nogen for det. Jeg har ikke behov for at finde ud af, hvem der har gjort det. Det har jo været et uheld, så vedkommende har bare ikke tænkt sig om, siger hun.

Beinta har nu tænkt sig at skrive et stilfærdigt brev til beboere i opgangen, om måden man skoder sine cigaretter på.

Derudover fortæller hun, at viceværten vil sætte en seddel op i ejendommen.

https://imgix.seoghoer.dk/beinta.jpg
 Foto: Privat

Beinta har to små piger, hvoraf den yngste plejer at sove til middag på altanen (Foto: Privat)

”Specielt når det kastes fra et vindue eller en altan! Du har ingen magt over hvor det lander - hvilket denne situation er et skræmmende eksempel på,” står der i det oprindelige opslag, som egentligt bare var til familie og venner, men som nu er blevet delt flittigt på facebook.

Og det passer da også Beinta fint, så flere kan blive opmærksomme på farerne.

Hvad angår datterens middagslure vil de - indtil opfordringen står helt klart - blive taget under et træ i gården i stedet for på altanen.

Sponsoreret indhold