Krimi3. april 2024 (opd. 3. april 2024)

Mobning var motivet bag skoleskyderiet i Finland

Finsk politi har ifølge Reuters udtalt, at motivet bag skoleskyderiet i Finland, hvor et barn mistede livet, var mobning
Motivet bag skoleskyderiet i Finland var mobning.
Motivet bag skoleskyderiet i Finland var mobning.
 Foto: Olivier Morin/AFP/Ritzau Scanpix

Motivet bag et skoleskyderi i Finland, der tirsdag kostede et barn livet og sårede to, var mobning.

Det oplyser finsk politi ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Den mistænkte sagde under en afhøring, at han var genstand for mobning, og den information er også blevet bekræftet i de indledende undersøgelser af politiet, skriver finsk politi ifølge Reuters.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er den mistænkte dreng skiftet til skolen i Vantaa i begyndelsen af året.

Tirsdag gik den 12-årige dreng ind på grundskolen og skød tre jævnaldrende elever, hvoraf én døde, og to blev såret.

Skoleskyderiet fandt sted i den finske by Vantaa nær Helsinki. Den mistænkte 12-årige fik angiveligt fat i gerningsvåbnet - en pistol - gennem et nært familiemedlem.

Ifølge den finske tv-kanal MTV Uutiset var den mistænkte iført en maske og havde støjreducerende høretelefoner i ørerne, da personen begyndte at skyde.

Den 12-årig mistænkte flygtede fra gerningsstedet, men blev efter en kort eftersøgning fundet.

Anholdelsen skete herefter ifølge politiet fredeligt, og kort tid efter erkendte den anholdte sin handlinger, skrev YLE.

Politiet efterforsker skyderiet som drab og drabsforsøg.

Der er stadig intet nyt om de to sårede børns tilstand, skriver Reuters.

Onsdag morgen har alle offentlige bygninger i Finland flaget med halvt i sorg over tragedien.

Finland var i 2007 og 2008 vidne til to skoleskyderier, der kostede henholdsvis seks og ti personer livet.

Efterfølgende strammede Finland sin våbenlov i 2010, hvor minimumsalderen for en våbentilladelse gik fra 18 til 20 år.

Finland har ifølge Reuters mere end 1,5 millioner våben i omløb og omkring 430.000 personer med våbentilladelse ud af de 5,6 millioner, der bor i landet.

Sponsoreret indhold