Mistænkt for drabsforsøg efterlyst med foto

Ved du, hvor Stefan Tahir Gaardboe Danielsen opholder sig?
Så vil Nordjyllands Politi meget gerne høre fra dig.
35-årige Stefan Danielsen mistænkes af politiet for at have været medvirkende til et drabsforsøg på Abildsgårdsvej i Frederikshavns.
Drabsforsøget skete 2. marts i år klokken 00.47.
Her blev en 25-årig mand fra Frederikshavn stukket med kniv i lysken og slået i hovedet med et slagvåben.
- Vi har p.t. fængslet tre andre personer i sagen, men denne 35-årige mand er også mistænkt i samme sag. Han er i forvejen eftersøgt i vores systemer, og nu går vi så også ud med denne offentlige efterlysning i håb om, at andre kan give os et praj om, hvor han opholder sig, forklarer politikommissær Peter Skovbak fra Efterforskningscenter Frederikshavn, Nordjyllands Politi.
Peter Skovbak siger derudover, at Stefan Danielsen er tilmeldt en adresse i Aalborg, men ifølge politikomissæren kan den efterlyste opholde sig i alle dele af landet, oplyser han til SE og HØR.
Politiet beskriver Stefan Tahir Gaardboe Danielsen som:
Mand, 35 år gammel, 183 centimeter høj, almindelig af bygning, lys hud og lyst hår og har tatoveret bogstaverne LTF på halsen og har også tatoveringer på armene.
Er den efterlyste medlem af LTF?
- Det har jeg ingen kommentarer til. Men man kan jo sige, at LTF er forbudt i Danmark, så det kan han jo ikke rigtig. Ellers har jeg ikke yderligere kommentarer til det, fortæller Politikomissær Peter Skovbak til SE og HØR.
Har man oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på telefonnummer 114.

Stefan Tahir Gaardboe Danielsen kan blandt andet kendes på sin iøjnefaldende LTF tatovering på venstre side af halsen. Bandegrupperingen er ulovlig i Danmark, men er stadig aktive i det kriminelle miljø. Foto: Politi