Krimi4. september 2023

Mistænkeligt dødsfald: Mand fundet død

Manden er endnu ikke identificeret

Midt- og Vestsjællands Politi er mandag eftermiddag til stede ved Sjællands Odde, hvor en død mand er fundet.

Det oplyser vagtchef Mikael Rahn.

Manden er ikke identificeret. Politiet kender ikke dødsårsagen, og betragter det derfor for nuværende som et mistænkeligt dødsfald.

Kort efter klokken 21 fortæller Mikael Rahn, at politiet har afsluttet deres undersøgelser på Sjællands Odde.

Den afdøde blev fundet ud for Gnibenvej, som er tæt på spidsen af Sjællands Odde.

Ifølge vagtchefen var det en borger, som fandt manden omkring fem meter ud for kysten og hentede ham i land.

I en pressemeddelelse efterlyser politiet personer, som ved hvem afdøde er, eller som har set ham.

Han beskrives som værende i alderen 50-60 år og af kraftig bygning. Han var iført en grå hættetrøje, blå T-shirt og vandrestøvler af mærket OKIY.

Kender man manden eller har andre oplysninger i sagen, opfordres man til at ringe til telefonnummeret 114.

Sagen blev anmeldt til politiet mandag kort før klokken 14.

Sponsoreret indhold