Krimi3. juni 2020

Mirakel: Fem måneder gammel baby overlever coronavirus efter 32 dage i koma

En lille brasiliansk dreng har tilbragt hele 54 dage på hospitalet, men er nu kommet sig efter at være blevet smittet med coronavirus
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/shutterstock_editorial_10661034f.jpg
 Foto: MEGA

I knap to måneder svævede lille Dom mellem liv og død, men nu er den lille brasilianske dreng kommet sig, efter han blev smittet med coronavirus.

CNN skriver om, hvad der kun kan betegnes som et mirakel: Dom blev lagt i koma af lægerne og lå hele 32 dage koblet til en respirator, før han kom sig efter at være blevet smittet af den frygtede virus.

Dom blev smittet et par måneder efter, han blev født og blev diagnosticeret med COVID-19 på Pro-Cardiaco hospital i Rio de Janeiro.

- Han havde problemer med at trække vejret, så lægerne troede, det var en bakteriel infektion, fortæller faderen Wagner Andrade til CNN.

- Men medicinen virkede ikke, og han fik det værre. Så min hustru og jeg besluttede os for at tage ham til et andet hospital, og de testede ham. Det var coronavirus, tilføjer han.

Forældrene er usikre på, hvordan deres lille søn er blevet smittet, men glæder sig nu over, at deres søn kan nå at komme hjem og fejre sin halvårsfødselsdag den 14. juni.

- Først var jeg lettet og så utrolig glad, fortæller Andrade om sin mirakelsøn.

- Vi har længes efter at tage ham med hjem i mere end 50 dage, afslutter den glædestrålende far.

Sponsoreret indhold