Mindreårige piger krænket på legeplads – politiet efterlyser vidner
TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk
Et uhyggeligt optrin udspillede sig søndag eftermiddag i Brabrand, hvor to små piger blev udsat for blufærdighedskrænkelse på en legeplads tæt ved Toveshøj.
Nu beder Østjyllands Politi om hjælp fra offentligheden for at finde gerningsmanden.
Ifølge politiets oplysninger blev pigerne på blot seks og 10 år antastet af en ukendt mand, som ifølge anmeldelsen både befølte dem og forsøgte at lokke dem med sig.
Heldigvis reagerede pigerne resolut og løb hjem, hvor deres forældre straks kontaktede politiet. Anmeldelsen blev modtaget klokken 16.47.
Politiets efterforskning er fortsat i gang, men sagen har endnu ikke ført til en anholdelse. Nu håber efterforskerne, at vidner kan bringe sagen videre.
Østjyllands Politi søger specifikt efter personer, der har gået, løbet eller cyklet på stien ved legepladsen på Janesvej mellem klokken 16.35 og 16.45, og som kan have set en mand ankomme til eller forlade området.
De to piger har givet dette signalement af manden:
- Ældre af udseende
- Arabisk af udseende
- Sort eller brunt hår
- Iført sort tøj
- Gule tænder
Har du set noget mistænkeligt eller har viden, der kan hjælpe politiet, opfordres du til at kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.