Krimi12. februar 2024

Mindre end en ansat på McDonald's: Så lidt tjener de labre NFL-cheerleaders

NFL-spillerne tjener millioner af dollars, men det samme kan på ingen måde siges om de smukke cheerleaders, der hepper løs fra sidelinjen
Heppekorspigerne for San Francisco 49ers forud for nattens Super Bowl-finale.
Heppekorspigerne for San Francisco 49ers forud for nattens Super Bowl-finale.
 Foto: Lucas Peltier/Reuters/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Post Malone optræder til Super Bowl 2024 og viser vægttab frem

Den mindst glamourøse del af NFL er - selvom man måske skulle tro det - ikke omklædningsrummene.

I stedet er det nærmere de stakkels heppekorspiger, der lever den nok strammeste tilværelse i NFL-universet.

For selvom der er millioner og millioner af dollars at hente i amerikansk fodbold, så går pengene altså ikke til de storsmilende, dansende cheerleaders.

Heppekorspigerne er altid med på sidelinjen, når der spilles football, for at skabe stemning og godt humør blandt publikum, og derfor er der nok mange, der vil kunne argumentere for, at de sådan set spiller en pænt vigtig rolle i NFL-brandet.

Man får ikke mange penge som NFL-cheerleader.
Man får ikke mange penge som NFL-cheerleader.
 Foto: Phelan M. Ebenhack/AP/Ritzau Scanpix

Og så arbejdes der hårdt, når man er cheerleader for et NFL-hold. De er nemlig ikke kun sat i verden til at danse med ponpon'er, de er også officielle ambassadører for deres hold og er blandt andet med til at bygge et stærkt tilhørsforhold mellem fans og teams.

26 ud af 32 NFL-hold har cheerleaders, men det kom som noget af et chok for mange, da en TikTok'er gik viralt med historien om, hvor lidt man faktisk tjener som cheerleader.

De får nemlig kun omkring sølle 150 dollars pr. kamp, de medvirker i. Derudover kan en cheerleader tjene mellem 50 og 70 dollars for at dukke op til forskellige former for holdarrangementer.

- En kamp er cirka tre timer, men de skal være der fem timer før, for at gøre klar til kampen. De har cirka to træninger om ugen, som er cirka tre timer ad gangen, lyder det fra TikTok'eren Jessica Burbank.

Kansas City Chiefs-cheerleadere poserer inden søndagens store kamp.
Kansas City Chiefs-cheerleadere poserer inden søndagens store kamp.
 Foto: Lucas Peltier/Reuters/Ritzau Scanpix

Rundt regnet tjener en NFL-cheerleader omkring 22.500 dollars om året. Det er lidt mere end 155.000 kroner. Og således mindre end, hvad en kassemedarbejder på en amerikansk McDonald's tjener.

Har du været ansat som NFL-cheerleader i længere tid, kan du godt forhandle lidt løn og nogle tjener så meget som 500 dollars pr. kamp og op til 20 dollars i timen. Dog ikke just meget sammenlignet med, hvad der ellers florerer af pengebeløb i den amerikanske fodboldliga.

Ifølge Jessica Burbank tjener NFL-holdendes vandbærere mere.

Sponsoreret indhold