Millionærarving Mint Butterfield fundet i live – mand sigtet for kidnapning
For præcis en uge siden blev en storstilet eftersøgning igangsat, da millionærarvingen Mint Butterfield forsvandt som dug for solen.
Lørdag aften blev den 16-årige teenager så langt om længe fundet i live. Teenageren blev fundet i en bil sammen med en mand, der er mere end 10 år ældre.
Manden, der er identificeret som den 26-årige Christopher “Kio” Dizefalo, er nu blevet sigtet for kidnapning.
Det skriver det amerikanske medie New York Post.
Mint Butterfield og Christopher “Kio” Dizefalo blev fundet i et berygtet område i Los Angeles, der er kendt for at være samlingspunkt for lovløse og stofmisbrugere. Mint Butterfield har fortalt politiet, at det var et bevidst valg at tage af sted med den nu anholdte.
Ifølge politiet kendte de to da også hinanden på forhånd. Politiet har dog valgt at anholde og sigte Christopher “Kio” Dizefalo for kidnapning.
Mint Butterfield er barn af millionærparret Stewart Butterfield og Caterina Fake, der står bag succesfulde apps og værktøjer til de sociale medier.
De har begge takket myndighederne for, at deres barn nu er fundet.
– En dybtfølt tak til hele familien, venner, frivillige og fremmede, der har ringet ind med tips og gjort dette muligt, fortæller forældrene ifølge New York Post.