Krimi9. april 2024 (opd. 9. april 2024)

Mike Meng Wonsild og Lavdrim Ajeti dræbte René Carstensen

Mike Meng Wonsild og Lavdrim Ajeti idømmes i Københavns Byret 13 års fængsel for drabet på René Carstensen

De to Bandidos-rockere Mike Meng Wonsild og Lavdrim Ajeti er tirsdag blevet idømt 13 års fængsel for drabet på René Carstensen ved Dragør Fort i januar sidste år.

Det skete i Københavns Byret, hvor de fredag blev kendt skyldige.

Tre andre mænd er ligeledes dømt for medvirken til grov vold i sagen for at have foranlediget overfaldet på Carstensen.

57-årige Allan Zeuthen, der inden drabet havde en konflikt med René Carstensen, er blevet idømt to års fængsel. Det samme er 51-årige Stig Bartholdy.

En anden 51-årig mand, der er et fremtrædende medlem af Bandidos, er blevet idømt ét års fængsel. Han blev efter dommen løsladt fra sin varetægtsfængsling og kunne gå ud af retssalen som en fri mand.

Alle fem dømte har udbedt sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke af dommen.

På grund af konflikten mellem de to bestilte Allan Zeuthen et overfald - men ikke specifikt et drab - på René Carstensen, efter at en grov smædekampagne mod Carstensen ikke havde den effekt, som Zeuthen ønskede.

Stig Bartholdy hjalp med at formidle kontakt til det 51-årige fremtrædende Bandidos-medlem, som satte Zeuthen og Bartholdy i forbindelse med Mike Meng Wonsild, der tog Lavdrim Ajeti med ud til Dragør.

I skyldkendelsen i sidste uge afgjorde retten, at Zeuthen, Bartholdy og det 51-årige Bandidos-medlem måtte have anset det som overvejende sandsynligt, at de bestilte voldsmænd ville bruge våben i overfaldet på René Carstensen.

Derimod fandt byretten det ikke bevist, at de havde til hensigt, at offeret skulle blive udsat for brutal vold under såkaldt særdeles skærpende omstændigheder. Denne alvorligere bestemmelse i straffeloven havde anklagemyndigheden rejst tiltale for.

René Carstensen blev overfaldet nær Dragør Fort, hvor han boede, først på aftenen 22. januar sidste år. Han forsøgte forgæves at forsvare sig mod de to rockere.

Det endte med, at Lavdrim Ajeti holdt den 54-årige Carstensen nede, mens Mike Meng Wonsild satte sig overskrævs på Carstensen og stak ham flere gange i brystet med kniv, fastslog retten i sin skyldkendelse.

Lavdrim Ajeti havde ellers forklaret, at det var ham, der førte kniven.

Anklager Alexander Scheel havde nedlagt påstand om 14 års fængsel til Wonsild og Ajeti, mens man gik efter tre års fængsel til Allan Zeuthen og to år og ni måneders fængsel til både Stig Bartholdy og den 51-årige Bandidos-rocker.

Sponsoreret indhold