Mia Skadhauge Stevn bekræftet død: Det skal der ske nu
Selv om retsmedicinske undersøgelser slår fast, at de dele af et lig, som politiet tidligere på ugen fandt i en nordjysk skov, stammer fra Mia Skadhauge Stevn, så betyder det langt fra, at efterforskningsarbejdet er slut.
To 36-årige mænd, som er barndomsvenner, er sigtet i sagen. Den ene er blev torsdag løsladt, mens den blev varetægtsfængslet i fire uger.
Begge mænd nægter sig skyldige.
Lørdag formiddag lød meldingen, at politiet fortsat var til stede i Dronninglund Storskov:
- Politiets undersøgelser i Dronninglund Storskov pågår fortsat, men vores forventning er, at de afsluttes sidst på dagen. Derfor vil man stadig se politi i området og andre steder som følge af politiets efterforskning, lød det fra vicepolitiinspektør Frank Olsen i en pressemeddelelse.
Og det er der en særlig årsag til. Politiet er på nuværende tidspunkt stadig i færd med at finde ud af, hvad der er op og ned i hele forløbet:
- Vi skal stadig have kortlagt hele forløbet før, under og efter. Vi er ved at lave en tidslinje og får stille og roligt nogle fikspunkter at gå ud fra, lyder det fra Frank Olsen, der desuden ikke vil oplyse om yderligere fund i sagen.
Den 22-årige Mia Skadhauge Stevn blev sidst set i live tidligt om morgenen søndag den 6. februar, da hun satte sig ind i en mørk bil efter en bytur i festgaden Jomfru Ane Gade.
Umiddelbart havde hun planer om at tage bussen hjem, men blev i stedet samlet om af en mørk bil.
Det er lykkedes politiet at identificere og senere beslaglægge bilen, der i første omgang blev efterlyst på et grynet overvågningsbillede.
Det drejer sig om en sort Golf 2.0 TDI fra 2015 på papegøjeplader - nummerplader med både hvid og gul farve.
- Bilen tilhører en af mændene (der er sigtet for drab, red.). Vi har fået flere tip om, hvor den er set henne, lyder det fra vicepolitiinspektøren.
På nuværende tidspunkt er det stadig uvist, hvornår Mia Skadhauge Stevn mistede livet:
- Det er for tidligt at sige noget om. Det bliver op til de retsmedicinske undersøgelser og efterforskningen at klarlægge, siger han.
Lørdag arbejder politiet fortsat i Dronninglund Storskov. Frank Olsen forventer, at arbejdet afsluttes sidst på dagen.