Krimi10. februar 2022

Mia-sagen: Det ved vi, og det mangler vi svar på

De to drabsigtede mænd skal i grundlovsforhør klokken 11
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk

De to drabsigtede 36-årige mænd i Nordjylland bliver i dag klokken 11 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg.

Mændene er sigtet i sagen om den 22-årige Mia Skadhauge Stevn, der har været forsvundet siden søndag morgen efter en bytur i Jomfru Ane Gade.

SE og HØR kunne torsdag fortælle mere om de to mænd, blandt andet efter ekskæresten til en af de to stod frem med detaljer om de to venner.

Lige nu er politiet i fuld gang med at afhøre og indsamle spor, så de kan finde ud af, hvor hun kan befinde sig.

- Efterforskningen kører videre, udfra de spor vi har fået. Vi kortlægger deres (de sigtedes, red.) færden, og i takt med at vi bliver klogere, giver det anledning til nye spor, som vi forfølger i håb at lokalisere Mia, siger Frank Olesen, vicepolitiinspektør hos Nordjyllands Politi, til SE og HØR.

Han fortæller yderligere, at politiet har indsamlet video fra Aalborg centrum fra den morgen den 22-årige pige forsvandt. Det skal hjælpe med at kortlægge den sorte bils færden, som politiet efterlyste og mistænkte, at Mia Skadhauge Stevn blev kørt væk i.

Her får du et overblik over, hvad vi ved indtil videre ved, og hvad vi mangler svar på:

Det ved vi

Søndag 6. februar:

* Mia Skadhauge Stevn er i byen i Aalborg. Klokken 06.02 forlader hun Jomfru Ane Gade langs Ved Stranden i vestlig retning.

* Klokken 06.09 viser videoovervågning, at hun ud for Vesterbro 99 - ved Netto - stiger ind i en mørk bil.

Mandag 7. februar:

* Klokken 10.57 udsender politiet en offentlig efterlysning af Mia Skadhauge Stevn. I efterlysningen udsender politiet et overvågningsfoto af den 22-årige kvinde fra natten i Jomfru Ane Gade.

* Klokken 15.30 fortæller politiet, at det har fået lokaliseret hendes videre færden til omkring Vesterbro i det centrale Aalborg. Politiet oplyser, at en del af efterforskningen er at indhente store mængder overvågning.

* Klokken 21.57 meddeler politiet, at det nu arbejder ud fra, at Mia Skadhauge Stevn muligvis er udsat for en forbrydelse. Politiet offentliggør overvågningsfotos af en mørk bil, som Mia Skadhauge Stevn stiger ind i. Politiet mener, at der kan være tale om en pirattaxa.

Tirsdag 8. februar:

* Klokken 12.01 sender politiet endnu en opfordring om, at vidner gerne må henvende sig. Politiet søger også særligt efter videomateriale fra 6. februar i tidsrummet fra klokken 03 til 10.

* Klokken 19.59 kommer politiet med endnu en meddelelse om, at det søger vidner og video. På det tidspunkt har politiet fået over 400 henvendelser i sagen.

Onsdag 9. februar:

* Politiet anholder klokken 11.20 to 36-årige mænd og sigter dem for drab. De to mænd er kendt af politiet i forvejen - ifølge efterforskningslederen for "småting".

* Politiet rykker ud til adresser i Østervrå og Flaunskjold og foretager undersøgelser. På den ene adresse findes en bil, der formentlig er identisk med den, der samler Mia Skadhauge Stevn op i Aalborg søndag morgen.

* Også en tredje adresse i et sommerhusområde ved Saltum undersøges. Her blev den ene af de to mænd angiveligt anholdt onsdag formiddag.

Torsdag 10. februar:

* Politiet arbejder fortsat på de tre adresser og oplyser, at den 22-årige kvinde endnu ikke er fundet.

* Klokken 11 afholder Retten i Aalborg grundlovsforhør, hvor de to mænd vil blive mødt med et krav om varetægtsfængsling. Anklageren vil anmode om lukkede døre, hvilket i så fald vil hemmeligholde politiets beviser.

* Politiet undersøger en affaldsstation i det østlige Aalborg ved navn Reno Nord.

Det mangler vi svar på

* Hvor er Mia Skadhauge Stevn?

* Hvordan mener politiet, de to mænd dræbte hende?

* Hvorfor satte Mia Skadhauge Stevn sig ind i bilen?

* Havde hun en relation til de drabssigtede?

* Hvad er motivet for hendes forsvinden?

* Politiet fortæller, at de har undersøgt Mia Skadhauge Stevns telefon. Har den givet nogle svar?

* Hvordan forholder de to mænd sig til sigtelsen?

Kilder: Nordjyllands Politi, TV 2, Ekstra Bladet og Ritzau.

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mia_forsvundet_1.jpeg
 Foto: Nordjyllands Politi

Sponsoreret indhold