Krimi14. juni 2023

Mia-sagen: Det fandt politiet i drabstiltaltes hjem

Onsdag har anklagemyndigheden dokumenteret, hvad der blev fundet hos den 37-årige mand, som er tiltalt for drabet på Mia Skadhauge Stevn
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Mia-sagen forklaret.
 Alexander Brisling

Blod på fodliste, bilen, en pandelampe og på badeværelset.

Det er bare nogle af de steder, som politiets teknikere sidste år fandt blod, da de undersøgte den 37-årige mands hus, der lige nu sidder på anklagebænken ved Retten i Aalborg - tiltalt for drab, voldtægt og usømmelig omgang med lig.

Det er kommet frem på rettens 6. dag.

Tiltaltes soveværelse

Den 37-årige mand blev sidste år anholdt i sit hjem ved Flauenskjold i Nordjylland. Det er lige netop huset i den lille by, som har været i fokus under dagens retsmøde.

Her har anklager Mette Brix onsdag formiddag dokumenteret politiets teknikeres fund i hjemmet.

Hun fortæller, at soveværelset er 14 kvadratmeter. Her er der en dobbeltseng, indbyggede skabe og et væghængt sengebord - der er også en kommode og et væghængt fjernsyn.

Der blev sikret mulig dna fra dørhåndtaget til soveværelset. Dobbeltsengen fremstod som redt op til en person. Der var et enkelt sort stræklagen, en pude, og en dyne. Den anden side af sengen var der kun en topmadras.

Der blev aftøret for dna ved sengegavlen og ved sengekanten, men der blev ikke fundet synligt blod, heller ikke ved brug af speciallys.

Med en speciel undersøgelse blev der fundet blod på fodlisten - men der var ikke tegn på, at blodet var forsøgt fjernet.

Garagen

Anklager Mette Brix læser herefter op fra en gerningsstedsundersøgelse fra garage.

Hun fortæller, at der er tale om en stor garage, hvor den 37-årige sorte Folkevogn Golf var parkeret - med fronten ind til døren. I husets entre blev der i en lomme i jakke fundet en bilnøgle, der passede til Golfen.

Der blev sikret mulig dna fra bilens fire udvendige håndtag. På et område af bilen blev der fundet noget blod, ligesom der blev fundet et hårstrå.

På loftet i garagen fandt politiet flere sløringstasker - i toppen af en af taskerne lå et landkort, der var slået op på et omåde over Dronninglund Storskov, hvor Mia blev fundet dræbt og parteret.

Værkstederne

Herefter gik anklageren videre til de to værksteder, hvoraf det ene menes at være det sted, hvor den 37-årige tiltalte foretog parteringen.

Her blev diverse save testet, men der blev ikke fundet noget blod.

På lysstofrørerne i loftet blev der fundet taperester og kabelbindere. På gulvet var der lysere områder.

Der blev fundet reaktion som fra blod på en pandelampe, og der blev fundet mulig blod på gulvet og i revner i gulvet.

Det fandt de i bilen

Anklageren bevæger sig videre til bilen. Hun gennemgår den kriminaltekniske undersøgelse af den sorte Folkevogn Golf.

Bilen fremstod ren udenpå, men indeni fremstod den snavset. Der var jord i bunden.

På passagersædet lå et tankdæksel. Der blev sikret flere hårlignedne elementer, ligesom der også blev sikret græsstrå og tekstilfibre.

Der blev fundet et langt mellemlangt hår med rødligt skær.

På listen på døren bag til blev der fundet svage spor på blod. Der blev også fundet tilsmudsning på bagklappen, den slog ud på blod.

Der blev også fundet tilsmudsning af blod flere andre steder.

Der blev i bilen ikke fundet sæd.

Badeværelset

Anklageren gik herefter videre til en kriminalteknisk undersøgelse af badeværelset.

Der sås ikke synligt blod heller ikke ved brug af special lys. Men i badekarrets højre hjørne lå en blå klud - den fremstod snavset - og blev testet med såkaldt combur. Den slog ud som med blod.

Ved badekaret stod også en tom flaske med afløbsrens, flasken fremstod snavset, den blev med combur testet for blod, hvilket den slog ud på.

Der var også et håndklæde med svage reaktioner på blod, ligesom der blev fundet spor af blod på en neglebørste ved vasken.

Sponsoreret indhold