Krimi23. august 2022

Mettes nye løsning: Hårdere straffe til banderne

Tirsdag præsenterede regeringen sit seneste udspil, her kort før valgkampen ventes at gå i gang
Opfør dig ordentligt - ellers kommer Mette efter dig!
Opfør dig ordentligt - ellers kommer Mette efter dig!
 Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Hvis en kriminel eksempelvis smugler narkotika fra Marokko til Danmark via Spanien, skal vedkommende kunne idømmes et forbud mod at rejse til Spanien på ny.

Det mener regeringen, som kommer med forslaget i den fjerde bandepakke, der blandt andet skal holde unge fra at blive en del af banderne og skærpe straffene endnu engang.

Regeringen ønsker at afsætte flere milliarder kroner frem mod 2030.

- Selv om langt de fleste borgere i Danmark lever i respekt for de værdier, Danmark bygger på, er der nogen, der ikke kan finde ud af det.

- Danmark har brug for en strafreform. Derfor foreslår regeringen som noget nyt, at vi i en økonomisk 2030-plan prioriterer et milliardbeløb til danskernes tryghed, siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde på Marienborg.

Lommepengejob til unge kriminelle

Regeringen har tirsdag præsenteret et nyt bandeudspil med 30 initiativer.

De omhandler alt fra bandernes fødekæde, styrket efterforskning af banders ulovlige forretninger og hårdere straffe for eksempelvis våbenlagre og ydmygelsesvold.

Få her et overblik over nogle af de 30 tiltag:

* Lommpengejob til unge i forbindelse med kriminalitet.

Regeringen ønsker at kommuner skal tilbyde såkaldte lommepengejob til 13-17-årige, der er "motiverede for at forlade en truende kriminel løbebane".

Det skal målrettes unge, der er blevet henvist til Ungdomskriminalitetsnævnet eller børn og unge, som politiet mistænker for at have begået alvorlig kriminalitet.

Op mod 800 unge forventes at kunne blive tilbudt lommepengejob om året.

* Nattelivsforbud til narkosælgere.

For at undgå stoffer i nattelivet foreslår regeringen, at personer, der sælger narkotika i nattelivet, idømmes forbud mod at komme i nattelivet.

Hvordan nattelivet præcist defineres i forhold til tidspunkter og steder, fremgår ikke.

* Udvidet mulighed for civile agenter og telefonaflytning.

Regeringen foreslår videre, at politiet skal have flere muligheder for at benytte sig af civile agenter og telefonaflytning i bandemiljøet.

Telefonaflytning skal eksempelvis også være muligt i efterforskning, der omhandler økonomisk kriminalitet og doping.

* Kontaktforbud mod andre bandemedlemmer.

Et kontaktforbud skal indføres for dømte bandemedlemmer, så de ikke må kontakte personer, der tilhører samme gruppering som dem selv.

Hvis et kontaktforbud overtrædes, foreslår regeringen, at det som udgangspunkt medfører fængselsstraf.

Oven i det skal et allerede eksisterende opholdsforbud mod specifikke steder styrkes for bandemedlemmer.

* Skærpet straf for ydmygelsesvold.

Ydmygelsesvold som "unge mennesker, der tvinges til at kysse gerningspersonens sko, eller som overhældes med urin", og som efterfølgende bliver delt på sociale medier, skal indgå som en skærpende omstændighed ved fastsættelse af straf.

Regeringen påpeger, at det er et fænomen, "der er set i en række sager i Danmark over de senere år".

* Rejseforbud.

Personer, der er dømt for eksempelvis grov narkokriminalitet eller banderelateret kriminalitet, skal kunne idømmes et rejseforbud også, foreslår regeringen.

Det skal gøre det strafbart i en tidsbegrænset periode at rejse til bestemte lande uden politiets tilladelse.

Kilde: Regeringens bandeudspil

Dele af den organiserede kriminalitet i Danmark sker på tværs af landegrænser. Efter afsoning kan de fortsætte deres kriminalitet fra udlandet ved for eksempel at smugle våben eller narkotika til Danmark.

Det skal være slut ifølge regeringen, der vil indføre et rejseforbud for personer dømt for eksempelvis grov narkokriminalitet og banderelateret kriminalitet.

Domstolene skal kunne idømme forbuddet, der skal gøre det strafbart for den dømte at opholde sig i lande, som rejseforbuddet vedrører.

Det er uvist, hvordan det skal ske, og om det er inden for EU's regler for fri bevægelighed.

Fjerde bandepakke

Regeringen har indkaldt partierne til forhandlinger om bandepakken midt i september.

Den nu fjerde bandepakke indeholder 30 tiltag. Regeringen vil opruste i efterforskningen af bagmændenes millionfortjeneste. Og slå "markant hårdere" ned på knive og bandernes våbenlagre.

- Der er generelt brug for at skærpe straffen, når det gælder den personfarlige kriminalitet, siger Mette Frederiksen.

Regeringen vil også indføre et forbud mod kontakt med andre bandemedlemmer.

Det skal forhindre, at dømte bandemedlemmer kontakter personer, som tilhører den samme gruppe som dem selv. Det er en udvidelse af det omstridte opholdsforbud.

Antallet af bandemedlemmer i Danmark er relativt lavt i forhold til andre lignende lande.

Gennem mere end ti år har skiftende regeringer forsøgt at bekæmpe den organiserede kriminalitet med tre bandepakker og i alt 81 initiativer.

Det er eksempelvis generelt strengere straffe, dobbeltstraf for en række forbrydelser samt opholdsforbud, hvor politiet kan forbyde bestemte personer at færdes i udpegede områder.

Sponsoreret indhold