Krimi6 timer siden (opd. 6 timer siden)

Metro-medarbejder misbrugte stilling til at snage i kvindes privatliv: - Jeg ved, hvor du bor

En kvindelig medarbejder i Københavns Metro udnyttede sin adgang til millioner af danskeres private oplysninger til ulovligt at snage i en anden kvindes privatliv
En kvindelig metrosteward har indrømmet at have misbrugt sin adgang til danskernes fortrolige oplysninger til at foretage ulovlige opslag i en anden kvindes navn.
En kvindelig metrosteward har indrømmet at have misbrugt sin adgang til danskernes fortrolige oplysninger til at foretage ulovlige opslag i en anden kvindes navn.
 Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til soren.bak@sh.dk

En alvorlig sag om misbrug af borgeres private oplysninger har ramt den københavnske metro. Nærmere bestemt Metro Service, som er selskabet, der er ansvarlig for ansatte i metroen i hovedstaden.

Her er en kvindelig steward, som har været en betroet ansat i en årrække, og som blandt andet er blevet brugt som reklamesøjle for selskabet, blevet afsløret i ulovligt at have fået adgang til en anden kvindes oplysninger.

Kvinden, det gik ud over, havde en tæt relation med den kvindelige steward fra foråret sidste år og frem til april i år.

Det var i den forbindelse, at den forurettede kvinde blev opmærksom på, at stewarden kendte til meget følsomme oplysninger på både den forurettede, men også på hendes børn.

Den forurettede kvinde blev for nylig orienteret om de ulovlige søgninger i hendes navn af Metro Service.
Den forurettede kvinde blev for nylig orienteret om de ulovlige søgninger i hendes navn af Metro Service.
 Foto: Privatfoto

Metro-stewards har udvidet adgang til millioner af danskeres private oplysninger såsom cpr-numre, adresser, kontaktinformationer og også oplysninger om familiemedlemmer. Men det er kun i forbindelse med udstedelse af bøder, at medarbejderne må bruge systemet for at kontrollere, at det er den rigtige person, der er tale om.

Men ifølge en aktindsigt hos Datatilsynet, hvor sagen er anmeldt til, har den kvindelige steward foretaget ikke under 26 ulovlige søgninger i CPR-registret på den forurettede på blot en måned. Det er sket, selvom den forurettede kvinde aldrig har fået en metrobøde.

Hun er 30 år gammel og bor i Midtjylland. Hun ønsker at være anonym, da hun har modtaget trusler i forbindelse med sagen. SE og HØR er bekendt med hendes identitet. Ifølge kvinden har snageriet stået på i meget længere tid. Hun er stadig i chok over sagen.

- Jeg blev fuldstændig mundlam. Jeg er selvfølgelig nervøs for, hvilke oplysninger hun har, og jeg tænker også på min familie skal være sikre, siger den 30-årige midtjyske kvinde.

De to kvinder mødte hinanden i foråret 2024, hvor de fik en tæt relation.

Lige fra begyndelsen gav den kvindelige metro-steward indtryk af, at hun havde kendskab til meget personlige oplysninger om den 30-årige kvinde og hendes familie.

- En dag ringede hun og sagde, at det var da sjovt, at de sidste fire cifre i mit CPR-nummer mindede om hendes søsters, fortæller den 30-årige kvinde om en af de gange, hvor hun anede uråd.

En anden dag ringede den kvindelige steward og løfte mere af sløret for, hvor meget hun egentligt kendte til den 30-årige kvindes personlige forhold.

- Hun sagde, at hun kendte mine børns CPR-numre. Det var fordi, hun havde slået dem op i CPR-registret, som hun havde adgang til på grund af hendes arbejde, forklarer den 30-årige kvinde.

Ifølge den 30-årige kvinde var det en stormfuld relation, som de to kvinder havde. Når der var nedture kunne stewarden finde på at dele oplysninger om kvinden på sociale medier.

- Hun følte sig trådt på og derfor begyndte hun at dele ting om mig, tror jeg, lyder det.

I april valgte den 30-årige kvinde at bryde forholdet til metro-stewarden. Men det eskalerede kun situationen, hvor kvinden angiveligt begyndte at modtage trusler fra veninder og familie til metro-medarbejderen.

Det var også her, hvor den forurettede valgte at anmelde forbrydelserne til Metro Service. Hun frygtede for sin egen og familiens sikkerhed.

- Jeg vidste jo ikke, hvad hun ville bruge alle de oplysninger om mig og min familie til, siger kvinden.

- Det er forfærdeligt, men så alligevel er jeg glad for, at jeg har sat en stopper for det, så det ikke går ud over andre, siger kvinden.

Metro-medarbejderen er efterfølgende blevet afskediget. SE og HØR har forsøgt at række ud til medarbejderen for at få hendes kommentarer på sagen. Hun er ikke vendt tilbage på henvendelserne.

Overfor SE og HØR afviser det ansvarlige selskab Metro Service at udtale sig om sagen. Der oplyses dog generelt følgende:

“Hos Metro Service tager vi håndtering af kundedata meget alvorligt. Vores medarbejdere er trænet i brugen af vores systemer og oplyst om de beføjelser, der følger med deres job.”

“Vi tager ethvert misbrug af beføjelser alvorligt, og det vil være en skærpende omstændighed, hvis det har at gøre med persondata.”

Sagen ligger nu hos Datatilsynet, som skal beslutte, hvad der skal ske fremadrettet.

Sponsoreret indhold