I et sogn på det østlige Lolland blev kirkebøssen i overført betydning lænset godt og grundigt, og spørger man anklagemyndigheden var det den daværende menighedsrådsformand som havde lidt for lange fingre.
Mere konkret er der tale om en stribe overførsler fra sognets bankkonto til mandens egen. Og den 53-årige mand skal senere i denne måned forsvare sig mod anklager om mandatsvig for et samlet beløb på mere end 100.000 kroner.
Det skal ske 20. marts, når en domsmandsret i Nykøbing Falster skal vurdere anklagemyndighedens bevismateriale.
I en periode fra juni 2018 til februar 2019 foretog den daværende menighedsrådsformand 14 overførsler fra menighedsrådets konto til sin private konto.
I et af tilfældene var der tale om et beløb, som var til at overse: 180 kroner, mens der i andre tilfælde var tale om overførsler af femcifrede beløb. Det største var på 35.000 kroner og blev ifølge sagens anklageskrift overført 4. februar 2019.
Samlet set blev der overført 114.549 kroner og 23 øre.
Anklagemyndigheden har rejst tiltale efter straffelovens bestemmelse om mandatsvig. Som det hedder i anklageskriftet har den tidligere formand "misbrugt sin adgang til at handle med retsvirkning for menighedsrådet".
Mandatsvig er en af en række lovovertrædelser blandt straffelovens bestemmelser om berigelseskriminalitet, som under en bred kam kaldes for svindel.
Manden er ikke længere del af menighedsrådet. For som det fremgår af et referat fra menighedsrådets møde 15. august 2019 "(mandens navn, red.) har nu definitivt trukket sig fra rådet".
Den 53-årige mand nægter sig skyldig, mens anklagemyndigheden mener, at han bør idømmes en fængselsstraf.