Annonce
Krimi15. aug. 2025 (opd. 15. aug. 2025)

Megasvindel for 928 millioner: Endnu en person tiltalt

Endnu en person er blevet tiltalt for at være en del af et omfattende svindelnummer, som sidste år kostede hovedmanden fem og et halvt års fængsel
Der er endnu ikke fastsat en dato for sagen, der skal behandles ved Retten i Lyngby.
Der er endnu ikke fastsat en dato for sagen, der skal behandles ved Retten i Lyngby.
 Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Annonce

Et organiseret fupnummer førte sidste år til en længere fængselsstraf til hovedmanden bag spilleforeningen Optimizer, der blev dømt for svindel for mere end 900 millioner kroner.

Nu er endnu en mand blevet tiltalt i sagen, som har ført til, at hundredvis af borgere mistede store pengesummer.

Det fremgår af et anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i, at han er tiltalt for medvirken til groft bedrageri.

Manden, der også skal have haft en rolle i foretagendet, er tiltalt for medvirken til, at 751 medlemmer af Optimizer blev snydt.

Ifølge anklageskriftet oplyste manden til medlemmerne, at deres indskud til foreningen ville blive brugt til betting på sportskampe, hvilket ikke var sandt.

Annonce

Han fortiede angiveligt også oplysninger om, at formanden for foreningen havde brugt en væsentlig del af tidligere indskud på uvedkommende formål - som eksempelvis investering i ædelsten.

Derfor er han blevet tiltalt for at have medvirket til, at medlemmer skød knap 136 millioner kroner ind i foreningen, og at de mistede mindst 102,5 millioner kroner.

Annonce

Svindelmodellen var en form for pyramidespil - som kaldes for et "Ponzi scheme", som er en form for investeringssvindel, hvor medlemmer betales med nye medlemmers indskud.

Optimizer blev stiftet i 2011, og fidusen var, at den skulle give investorerne høje afkast, og at afkastene var skattefrie.

I få år blev der spillet og udbetalt afkast fra spil. Men hurtigt begyndte foretagendet at give underskud. Men investorerne fik stadig udbetalt penge. Pengene kom bare ikke fra gevinster, men fra nye investorers indskud.

Annonce

Hovedmanden, Christian Hansen - tidligere Christian Machholdt Østergaard - blev i december 2024 idømt fem år og seks måneders fængsel, da han tilstod.

Foruden ham var tre andre sigtet i sagen. Den ene er altså nu tiltalt, mens sigtelsen mod de andre er droppet.

Den ene af de to andre er dog fortsat sigtet for hvidvask i en anden sag.

Den nu tiltalte mand er beskyttet af navneforbud. Sagen imod ham er endnu ikke berammet.

Annonce

Han nægtede sig skyldig, da han tilbage i januar 2024 blev fremstillet i grundlovsforhør. Dengang lød sigtelsen dog på et noget højere beløb på 573 millioner kroner. Han blev varetægtsfængslet, men siden løsladt.

Annonce

Sponsoreret indhold