Krimi1. august 2023

Medier: Person ramt af skud på svensk konsulat i Tyrkiet

Ifølge tyrkisk tv-kanal skyldes skudepisode uenighed om en visumproces. En person er allerede anholdt

En person er blevet ramt af skud ved det svenske honorære konsulat i byen Izmir i Tyrkiet.

Det rapporterer tyrkiske medier tirsdag.

Ifølge tv-kanalen Habertürk er det en kvindelig ansat, som er blevet ramt. Avisen Hürriyet skriver ifølge TT, at hun er tyrkisk statsborger.

Vedkommende er blevet bragt på hospitalet og er blevet ramt i brystet og i benet.

Habertürk melder, at skudepisoden opstod efter uenigheder om en visumproces.

Den tyrkiske tv-kanal NTV rapporterer ifølge SVT, at hun er alvorligt såret. Der er blevet indledt en efterforskning af sagen ifølge mediet.

En formodet gerningsperson skal være blevet anholdt.

- Vores medborger blev såret som følge af et væbnet angreb, skriver Izmirs borgmester i en udtalelse ifølge Aftonbladet.

Ifølge borgmesterkontoret lider den formodede gerningsperson af psykisk sygdom. Et våben skal være blevet beslaglagt.

Det svenske udenrigsministerium bekræfter hændelsen over for TT.

Ministeriet tilføjer, at generalkonsulen, som holder til i Istanbul, vil rejse til Izmir onsdag.

- Udenrigsministeriet udtaler sig ikke nærmere om det trusselsbillede, der er mod udenrigsrepræsentationen, eller hvilke sikkerhedsforanstaltninger der træffes, da det kan modvirke formålet med foranstaltningerne, skriver ministeriet ifølge det svenske medie.

Angrebet fandt ifølge lokale myndigheder sted lidt efter middag lokal tid.

Izmir er en havneby i det vestlige Tyrkiet ved Det Ægæiske Hav.

Der er ingen informationer, som peger i retning af, at hændelsen har forbindelse til nylige koranafbrændinger i Sverige.

Sponsoreret indhold