Krimi1. november 2023

Medieprofil tiltalt: Slog mand og baby

Kvinden er tiltalt for flere tilfælde af vold mod en mand og et lille barn
Anklagemyndigheden vil have kvinden idømt en fængselsstraf
Anklagemyndigheden vil have kvinden idømt en fængselsstraf
 Foto: Colorbox/arkivfoto

En kvindelig medieprofil, der er i slutningen af 30'erne, er tiltalt for flere tilfælde af vold.

Det fremgår af et anklageskrift, som SE og HØR har fået aktindsigt i.

I anklageskriftet er der fem punkter, der alle handler om vold og trusler. Her fremgår det at den formodede vold mest er gået ud over manden, mens et forhold dækker over vold mod en baby.

Kvinden skulle ifølge anklagemyndigheden have slået babyen, der på det tidspunkt var under et år, på låret mindst fire gange.

I anklageskriftet er fire forskellige voldsepisoder mod manden beskrevet. Her skulle kvinden fra perioden 1. juli 2018 til 7. april 2020 ugentligt have slået, sparket, bidt, nevet og spyttet på ham. Ligesom hun ifølge anklageskriftet skulle have kastet ting efter ham herunder en telefon. Offeret skulle have fået blå mærker.

Medieprofilen, der tidligere har arbejdet i forskellige redaktørstillinger, er tiltalt for på en dag i 2018 at have slået samme mand flere gange på kroppen på en parkeringsplads og for under en køretur på motorvej i sommeren 2019 at have slået ham i hovedet, mens han førte bilen.

Kvinden er også tiltalt for trusler, da hun en dag i efteråret 2018 ifølge anklageskriftet holdt en køkkenkniv frem mod manden, hvilket "var egnet til at fremkalde alvorlig frygt for hans liv, helbred eller velværd".

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

Det er uvist, hvordan kvinden forholder sig til anklagen, og hvornår den skal for retten. Til Ekstra Bladet lyder det fra hendes forsvarer Michael Nauman, at han ingen kommentarer har.

Sponsoreret indhold