Medie: Svensk politi mistænker drab efter fund af død 15-årig i skov

Svensk politi mistænker, at en 15-årig dreng, der lørdag aften blev fundet død i en skov syd for Stockholm, er blevet dræbt.
Det oplyser politiet ifølge nyhedsbureauet TT.
Drengen blev fundet død i et skovområde i kommunen Nynäshamn lørdag ved 20.30-tiden af en forbipasserende.
Ifølge det svenske medie Aftonbladets oplysninger var drengen blevet stukket med kniv. Han menes ikke at være blevet dræbt det sted, hvor han blev fundet. Hændelsen menes at være banderelateret, skriver mediet.
Dette er dog endnu ikke bekræftet af politiet selv, som udtaler, at der "arbejdes intensivt med sagen".
- Vi har afhørt nærtstående, venner og personer, som bor ved eller har befundet sig det sted, hvor han blev fundet, siger pressetalsperson for politiet i Stockholm Mats Eriksson ifølge TT.
- Og så arbejder vi med at kortlægge, hvad den afdøde har gjort, inden han døde.
Der er ingen anholdte i sagen.
I løbet af dagen har der været tekniske undersøgelse i området.
Der har også været afspærringer, som siden er blevet ophævet.
Det er først søndag, at politiet har bekræftet, at den døde dreng var 15 år. I løbet af dagen er mistanken om, at der er tale om et drab, blevet stærkere, oplyser politiet.
- Vi har grund til at antage, at der er begået en forbrydelse, og derfor er der iværksat en forundersøgelse af drab, siger Eriksson ifølge Aftonbladet.
Ifølge oplysninger til det svenske medie havde drengen tidligere været i de sociale myndigheders søgelys i forbindelse med mistanke om en ikke nærmere beskrevet forbrydelse. Politiet gik ifølge Aftonbladet ikke videre med sagen, da drengen var under 12 år på tidspunktet.
Nynäshamn ligger syd for Stockholm på halvøen Södertörn.