Krimi2 timer siden

Medie: Henrik Sass Larsen anker ikke sin dom

Nu står det klart, om Henrik Sass Larsen anker den dom for besiddelse af børneporno, han for to uger siden blev idømt
Henrik Sass Larsen har tidligere været folketingsmedlem og minister for Socialdemokratiet.
Henrik Sass Larsen har tidligere været folketingsmedlem og minister for Socialdemokratiet.
 Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Nu reagerer Henrik Sass Larsens mor: - Han må have hjælp

Opdateret 15:23 med svar fra Berit Ernst.

Henrik Sass Larsen har valgt ikke at tage en tur i Østre Landsret.

B.T. erfarer fra kilder tæt på sagen, at den tidligere minister har valgt ikke at anke sin dom for børneporno. Han har ikke selv ønsket at kommentere beslutningen over for dem.

SE og HØR har siden dommen flere gange været i kontakt med hans forsvarsadvokat, Berit Ernst, som gentagne gange har afvist at kommentere, hvorvidt dommen ankes. Så sent som mandag morgen var vi i kontakt med hende uden held.

Heller ikke efter B.T.s artikel ønsker advokaten at kommentere.

"Det kan jeg hverken be- eller afkræfte. Vi kommer ikke til at melde noget ud i dag," lyder det i en sms til SE og HØR.

Henrik Sass Larsen blev mandag for to uger siden idømt fire måneders ubetinget fængsel for besiddelse af børneporno. Der var tale om mere end 6200 billeder og 2200 videoer. Heraf var 450 fotos og videoer i den groveste kategori.

Han blev dog frikendt for besiddelse af en børnesexdukke, da retten ikke fandt det bevis, at der var tale om en dukke med et seksuelt formål.

I Københavns Byret udbad han sig betænkningstid i forhold til, om han ville anke dommen. Disse overvejelser havde han ifølge loven to uger til, og han trak altså tiden helt til grænsen, før han endelig tog beslutningen.

Officielt udløber hans mulighed for at anke efter i dag.

Er flyttet til Danmark

I forbindelse med sagen flyttede Henrik Sass Larsen sin adresse til Portugal, hvor han håbede på at kunne starte på en frisk under nye himmelstrøg.

Kort efter dommen kunne Ekstra Bladet dog fortælle, at Henrik Sass Larsen igen havde flyttet sin adresse tilbage til Danmark. SE og HØR kunne også konstatere den nye adresse i et område omkring Roskilde.

Umiddelbart efter artiklen fik Henrik Sass Larsen dog navne- og adressebeskyttelse.

Mediet spekulerede i, hvorvidt adresseændringen kunne have noget at gøre med, at Henrik Sass Larsen ønskede at komme i betragtning til at afsone med fodlænke. For at komme i betragtning til det, skal man nemlig have adresse i Danmark.

Henrik Sass Larsen nægtede sig skyldig og ville i byrettet frifindes. Han erkendte at være i besiddelse af materialet, men han forklarede, at årsagen var, at han ledte efter materiale af ham selv, hvor han som barn blev misbrugt.

Den forklaring troede retten dog ikke på og idømte ham fire måneders fængsel. Han var også tiltalt for at være i besiddelse af en børnesexdukke, men her blev han frikendt, da politiet ikke var i besiddelse af dukken. Han nægtede sig ligeledes skyldig i det forhold.

Sponsoreret indhold