Medie: Fasar på vild ferie i Sunny Beach
Hvis man er i tvivl om, hvorvidt rockere også holder ferie, så kan Danmarks for tiden mest kendte af slagsen i den grad gøre tvivlen til skamme. Eller kneppe den.
Ekstra Bladet skriver fredag, at torturrockeren fra ”Den sorte svane”, Fasar Abrar Raja, i juni deltog i Hells Angels verdensmøde i Bulgarien.
Hvad der blev holdt møde om, melder historien ikke noget om, men video fra stedet viser, at der bestemt også var tid til at slappe af.
Her ses letpåklædte damer, der nydeligt slanger sig op og ned på en stor scene. Nede for scenen befinder sig et stort antal rockere, der trods sol og pool står iklædt lædervest.
Andre billeder viser desuden, af et stort hotel blev brugt til at huse de mange rockere, som havde medbragt bannere, således at ingen var i tvivl om, hvem der holdt til på de øverste etager.
Fortsætter som før dokumentar
Fasar har, trods sine mange kriminelle indrømmelser i ”Den sorte svane” ikke haft problemer med at forlade Danmark eller vende retur denne sommer.
Efter sin tur til Bulgarien blev HA-rockeren også set i Københavns Lufthavn for to uger siden.
Her gik han ombord på et fly, der havde den skotske hovedstad, Edinburgh, som destination.
Ekstra Bladet talte her med en passager, der fortalte, at folk i køen ”var i chok” over udsigten til at befinde sig på samme fly som rockeren.
Viften med rødbedepasset er ikke det eneste, som Fasar er fortsat med, efter at ”Den sorte svane” er rullet over skærmen.
Fagbladet 3F afslørede i juli, at Fasar Abrar Raja også stadig er aktiv i den danske byggebranche.