Krimi13. august 2020

Medie: Diskoteker skal holde lukket i flere måneder endnu

Et forhandlingsudspil fra regeringen foreslår, at diskoteker skal holde lukket et stykke tid endnu
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Ekstra Bladet erfarer, at hvis det står til regeringen, så skal diskoteker holde lukket til og med den 31. oktober.

Det var ellers planen, at diskoteker og resten af nattelivet måtte genåbne i forbindelse med fase fire primo august.

Men med det stigende smittetal har regeringen nu indkaldt til forhandlinger om fase fire, og her erfarer Ekstra Bladet, at regeringen i et forhandlingsudspil foreslår, at diskoteker fortsat skal holde lukket til og med den 31. oktober.

I går forhandlede regeringen og Folketingets partier om genåbningens fase fire, med de nåede ikke til enighed, og planen er, at forhandlingerne gentoptages på fredag.

Derfor står det stadig uklart, om det bliver en realitet, at diskotekerne skal forblive lukkede, som regeringen foreslår i sit udspil.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har tidligere været ude at sige, at det er usikkert, om diskotekerne kommer til at åbne i august, som det ellers blev aftalt i starten af maj.

- Vi kommer ikke til at lægge noget frem, der er sundhedsfagligt uforsvarligt. Du hører jo Kåre Mølbak i dag sige, at det vil være uforsvarligt at gå videre med en stor genåbning af nattelivet. Hvis det er myndighedernes anbefaling, kommer vi ikke til at foreslå det, sagde Heunicke den 4. august til DR.

Sponsoreret indhold