Krimi6 timer siden (opd. 4 timer siden)

Medie: Den svenske bandeboss Jordbær anholdt i Tyrkiet

Den svenske bandeboss Jordbærret, som i flere år har været i en af Nordeuropas mest blodige konflikter, er blevet anholdt i Tyrkiet, skriver medie
Ismail Abdo, bedre kendt som jordbærret, er angiveligt blevet anholdt i Tyrkiet.
Ismail Abdo, bedre kendt som jordbærret, er angiveligt blevet anholdt i Tyrkiet.
 Foto: Svensk Politi

LÆS OGSÅ: Prisvindende dansk filminstruktør skal i retten

Den internationalt efterlyste svenske bandeleder Ismail Abdo, også kendt som Ismail Aslan Coban, og muligvis endnu mere kendt under tilnavnet "Jordbærret" er anholdt i Tyrkiet.

Det oplyser det statsejede tyrkiske nyhedsbureau AA.

Ifølge pressemeddelelser fra henholdsvis svensk og norsk politi er han blevet anholdt som led i en større aktion efter et målrettet samarbejde med politiet i Norge og Sverige.

- Anholdelsen er resultat af et målrettet samarbejde gennem længere tid mellem svensk og tyrkisk retsvæsen. Svensk politi har bidraget i efterforskningsarbejdet, som har ført til anholdelsen, siger Mats Berggren, der er chef for den nationale operationelle politienhed NOA.

I Norge oplyser kriminalpolitiet, Kripos, at sagen fra norsk side drejer sig om narkotikakriminalitet begået i Norge.

- Dagens anholdelse er et stort skridt for norsk politi i indsatsen mod kriminelle, siger Kristin Kvigne, der er chef for Norges kriminalpoliti, Kripos.

Blandt de anholdte er ifølge Kripos tre nordmænd, som har været efterlyst af norsk politi.

Det svenske medie Aftonbladet skriver, at Ismail Abdo, som han normalt omtales i Sverige, Norge og i Danmark, er anholdt i byen Adana, som ligger nær middelhavskysten og grænsen til Syrien i det sydlige Tyrkiet.

Ifølge Nyhedsbureauet AA er der foretaget 19 anholdelser, og derudover er der sket beslaglæggelse af 51 ejendomme, 20 køretøjer og ejerandele i virksomheder med en samlet værdi på cirka 1,5 milliarder tyrkiske lira - det svarer til 240 millioner kroner.

Umiddelbart synes anholdelserne i Tyrkiet ikke at have forbindelse til danske efterforskninger. Hos National enhed for Særlig Kriminalitet henviser man til oplysningerne fra myndighederne i Sverige og Norge.

Ismail Abdo - Jordbærret - spiller imidlertid en rolle i flere verserende sager i Danmark.

Den 13. juni blev en 31-årig irakisk mand varetægtsfængslet efter at være blevet udleveret fra De Forenede Arabiske Emirater. Han er mistænkt for at stå bag rekruttering af mulige lejemordere og regnes for at være Jordbærrets mand i Danmark.

I de verserende straffesager er det et tema, at der skulle være en konflikt mellem Jordbærrets netværk og gruppen Comanches, som den tidligere danske afdeling af den internationale rockergruppe Satudarah har skiftet navn til.

Abdo har angiveligt også et horn i siden på banden Loyal To Familia (LTF). Dette skulle hænge sammen med 700 kilo hash, som tilhørte Abdos netværk, faldt i hænderne på LTF.

Hash-affæren skulle angiveligt ligge til grund for, at der skulle udføres et angreb på medlemmer af LTF.

I september blev en svensker og en polak anholdt på et hotel i København i besiddelse af en pistol, som de angiveligt havde fået af en dansk mand. Deres opgave var ifølge mistanken mod dem at dræbe LTF-medlemmer.

I Sverige er Ismail Abdo en af de centrale figurer i den såkaldte Foxtrot-konflikt. Foxtrot er et kriminelt netværk, som er ledet af Rawa Majid, der går under navnet "Den kurdiske ræv", der ligesom Abdo er fra Uppsala.

Jordbærret var i begyndelsen højre hånd for Den kurdiske ræv i Foxtrot-netværket, men på et tidspunkt opstod der en konflikt mellem dem, og Abdos del af netværket er siden blevet kaldt Rumba.

Konflikten mellem de to fraktioner udviklede sig i 2023 ekstremt voldeligt.

I løbet af september måned det år blev 12 personer dræbt som led i konflikten. Blandt dem var Ismail Abdos mor. Drabet udløste en livstidsdom til en 20-årig mand, mens en 16-årig dreng blev idømt en foranstaltning for unge kriminelle.

Retspræsident i Uppsala Tingsrätt Jenny Forkman sagde dengang, at drabet nærmest kunne karakteriseres som en ren henrettelse.

Sponsoreret indhold