Krimi28. juni 2023 (opd. 28. juni 2023)

Medie: Alex Vanopslagh efterforskes af politiet

LA-formanden fik uretmæssigt en gratis lejlighed i København og et skattefrit tilskud. Nu er politiet gået ind i sagen
Selvom Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, flere gange har beklaget boligsagen, er det ikke sikkert, at han slipper så nemt.
Selvom Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, flere gange har beklaget boligsagen, er det ikke sikkert, at han slipper så nemt.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk

LÆS OGSÅ: Havde hemmeligt forhold med Alex Vanopslagh

Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, er kommet i politiets søgelys.

Det skriver Dagbladet Information på baggrund af oplysninger fra Københavns politi.

Politiet har indledt en efterforskning af LA-formandens boligsag, der blandt andet omfatter afhøring af vidner:

"Af hensyn til beskyttelsen af personoplysninger« vil Københavns politi ikke oplyse yderligere om sagen. Det er derfor uvist, hvad status på efterforskningen er, og om Alex Vanopslagh er sigtet."

"Ifølge retsplejeloven indleder politiet en efterforskning, når der er rimelig formodning om, at der er begået et strafbart forhold."

Liberal Alliance oplyser, at partilederen ikke er blevet afhørt af politiet.

"Jeg har ikke noget at skjule og ser frem til en afklaring på sagen," skriver Alex Vanopslagh i en kommentar til Information.

Sådan opstod sagen

Boligsagen kom frem i offentligheden i efteråret 2022, da Information afslørede, at Alex Vanopslagh uretmæssigt havde fået en lejlighed i København stillet gratis til rådighed af Folketinget og desuden opnået et årligt skattefrit tilskud på 30.000 kroner til dobbelt husførelse.

Alex Vanopslagh boede igennem en årrække i Københavns Kommune. Men i foråret 2020, året efter at han var blevet valgt til Folketinget, solgte han sin andelslejlighed i Vanløse og flyttede sin folkeregisteradresse til Struer. Dermed fik han adgang til den gratis lejlighed og det skattefri tillæg, som er forbeholdt folketingsmedlemmer, der bor uden for Sjælland.

Problemet var bare, at registreringen i Struer var ulovlig, fordi Alex Vanopslagh reelt ikke opholdt sig der i et omfang, så han kunne siges at bo der. Da han ansøgte om og fik tildelt den gratis lejlighed i København og det skattefri tilskud, skete det altså på baggrund af misvisende oplysninger.

Alex Vanopslagh har efter Informations afdækning erkendt at have brudt cpr-loven og Folketingets regler, men har fastholdt, at han var i god tro. Ifølge ham havde adresseflytningen ikke til formål at skaffe ham en gratis lejlighed i København, men handlede i stedet om, at han ville have bedre muligheder for samvær med sin søn, der bor sammen med sin mor i en midtjysk by, godt en times kørsel i bil fra Struer.

LA-formanden har også forklaret, at han ikke læste de papirer, han skrev under på, hvor han erklærede at overholde reglerne.

Politiefterforskningen kommer frem, efter at en række strafferetseksperter i en artikel i Information tidligere på året opfordrede til, at politiet undersøgte, om Alex Vanopslagh har gjort sig skyldig i bedrageri. Efterfølgende blev sagen politianmeldt af mindst én borger.

Når politiet afslutter en efterforskning, er det op til anklagemyndigheden at vurdere, om der er grundlag for at rejse tiltale. Anklagemyndigheden vil over for Information »hverken be- eller afkræfte«, om den har modtaget sagen fra politiet.

Sponsoreret indhold