Massiv røg over Østerbro i København: 15 udrykningskøretøjer på stedet

Flere brandbiler rykkede onsdag formiddag ud til Nordborggade på Østerbro i København, da der var opstået brand i en tagkonstruktion.
- Vi arbejder med at begrænse spredningen, skrev Hovedstadens Beredskab i en af sine første meldinger.
Det lød videre, at der ikke er nogen melding om tilskadekomne.
Politiet rykkede også ud og afspærrede Classensgade fra Østerbrogade og frem til Livjægergade.
Senere har Københavns Politi oplyst på det sociale medie X, at al afspærring er ophævet, og at man igen kan færdes på Classensgade.
TV 2 rapporterede tidligere, at der var minimum 15 udrykningskøretøjer samt tre ambulancer ved området.
Det lykkedes hurtigt for brandvæsenet at få branden under kontrol. Efterslukningen er i gang, meldte beredskabet cirka klokken 10.35.