Krimi3. august 2022

Masseslagsmål efter pokalkamp: Betjent blev overfaldet

Under optøjerne formåede en Esbjerg-fan at vride en politibetjents arm så hårdt om, at han i dag er sygemeldt
politi
Politiet måtte både bruge peberspray og trække stave for at få ro på situationen.
 Foto: Presse-Fotos

Det gik vildt for sig efter pokalkampen mellem Kolding IF og EfB på Kolding Stadion tirsdag aften.

Efter Kolding IF løb med sejren, røg omkring 40-50 fans fra de to klubber nemlig i totterne på hinanden, og det resulterede i et større slagsmål, hvor politiet måtte gribe ind.

Det oplyser vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi til JydskeVestkysten.

Slagsmålet skulle angiveligt have fundet sted omkring klokken 21.00, og her måtte politiet både trække stave og bruge peberspray for at skille de mange fans fra hinanden.

Mens urolighederne stod på, formåede en Esbjerg-fan desuden at vride en politibetjents arm så hårdt om, at han i dag er sygemeldt.

Ifølge vagtchefen er man derfor i gang med at gennemse alt videoovervågning fra stedet, således man kan finde frem til den pågældende Esbjerg-fan.

Det var da heller ikke første gang, at politiet var været til stede i forbindelse med kampen.

Allerede inden pokalkampen blev fløjtet i gang, varmede flere fans nemlig op ved at fyre kanonslag af i Låsbygade, som er placeret tæt på stadion.

Overfor avisen oplyser vagtchefen dog, at der ikke plejer at være optøjer i forbindelse med kampe mellem de to klubber.

Sponsoreret indhold