Mark Chapman skød John Lennon foran hans hustru: Derfor dræbte jeg Beatles-stjernen

Det sendte chokbølger gennem hele verden, da John Lennon – tidligere Beatles-medlem og en af tidens mest ikoniske musikere – 8. december 1980 blev skudt og dræbt foran sin hustru og sit hjem i New York.
Nu – næsten 45 år siden drabet på fredsbudskabets frontfigur og Beatles-ikonet – forsøgte John Lennons morder så endnu engang at blive prøveløsladt.
Endnu engang måtte morderen, den i dag 70-årige Mark Chapman, dog sande, at prøveløsladelsesnævnet ikke købte hans forklaring – og derfor bliver Mark Chapman bag lås og slå.
Det skriver det amerikanske medie New York Post.

Mark Chapman hævdede endnu engang, at han kun slog Beatles-musikeren ihjel af ”egne og egoistiske” grunde:
- Det var desværre kun for mig og mig alene, og det havde alt at gøre med hans popularitet, fortalte han under sit møde med prøveløsladelsesnævnet, der fandt sted i august.
Mark Chapman forklarede også, hvorfor han skød og dræbte John Lennon med fire skud sent om aftenen 8. december 1980, idet musikeren kom hjem fra et lydstudie med sin hustru, Yoko Ono.

- For at blive berømt. For at blive til noget, jeg ikke var. Det gik op for mig, at 'hey, her et mål her. Jeg behøver ikke dø for at blive til noget'. Så dybt var jeg sunket, hævdede Chapman under interviewet tilbage i august.
Mark Chapman indrømmede også, at hans plan om at dræbe John Lennon ikke kom ud af det blå. Allerede to måneder inden drabet var den dengang 25-årige mand fløjet fra sin hjemstat Hawaii for at begå drabet. Dengang havde han ventet hele dagen på John Lennon foran musikerens lejlighed, der lå i den såkaldte Dakotabygning i New York. Musikeren dukkede dog aldrig op.

To måneder senere – i december – vendte Mark Chapman så tilbage til lejligheden, hvor han skød og dræbte musikeren foran hans hustru, Yoko Ono. Samme dag – blot seks timer inden drabet – havde Mark Chapman også opsøgt musikeren og fået hans autograf.
Mark Chapman blev anholdt kort efter drabet og indrømmede på stedet, at han var gerningsmanden. Han blev senere erklæret sindsforvirret. Han har gennem alle årene fastholdt, at han hørte stemmer, og at han kun slog ihjel, fordi han var blevet besat af det dengang 40-årige musikikon.

Mark Chapman afsoner i dag sin dom i Green Haven Correctional Facility i New York, og siden 2000 har han søgt om prøveløsladelse hvert andet år. Han har dog alle år fået afslag.
John Lennon ville være 85 år i dag, hvis han stadig levede.
Han blev født i Liverpool i 1940 og blev en af de største musikere og sangskrivere i det legendariske band The Beatles.

Ved sin død var John Lennon død gift med den japanske kunstner Yoko Ono. De to viede deres liv til pacifisme, og Yoko Ono har alle årene været en kendt modstander af at lade Chapman blive prøveløsladt.
Hun har gentagne gange sagt, at hverken hun eller parrets to sønner ville føle sig trygge, hvis han gik frit på gaden.