Krimi27. januar 2021

Maria-mysteriet: Det ved politiet om mystisk tønde og sækkevogn

Nordsjællands Politi har fået mange nye henvendelser i sagen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mariasagen.jpg
 (Foto: Nordsjællands Politi/Privat)

Maria From Jakobsen har nu været forsvundet i tre måneder. Ingen har set den 43-årige psykolog og mor til to siden 26. oktober.

Det var Marias søster, der slog alarm den 27. oktober og fik politiet på sagen.

Lige nu sidder Marias mand Thomas Gotthard fængslet og sigtet for drabet på sin hustru. Nordsjællands Politi har endnu intet lig, men man formoder, at hun er blevet dræbt.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/sigtede_forfra_0_0.jpg
 Thomas Gotthard

Thomas Gotthard arbejder som sognepræst. Han har flere gange forgæves forsøgt at blive løsladt. Foto: Nordsjællands Politi

Gentagne gange har politiet efterlyst vidner, der har set den 44-årige sognepræst på genbrugspladser og omkring Frederikssund, hvor parret boede. Senest blev et billede af Thomas Gotthard med en blå fodertønde og en sækkevogn sendt ud.

- Vi har fået en del henvendelser, plus 30, der er af varierende karakter. Dem har vi sorteret i og afhørt en del af dem, som var relevante for sagen, siger sagens efterforskningsleder Jakob Grell fra Nordsjællands Politi til SE og HØR.

Thomas Gotthard nægter sig skyldig i alle anklager.

Mange blå tønder

Ud af de mange henvendelser, der er kommet omkring de billeder, hvor man kan se Thomas Gotthard på en genbrugsstation i færd med at skille sig af med en blå tønde, har enkelte været interessante.

- Det har ikke ledt til et stort gennembrud i sagen eller den nål i høstakken, som vi leder efter. Men vi sætter stor pris på alle henvendelser.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mfj.jpg
 Foto: Privat

Maria From Jakobsen arbejdede som psykolog. Foto: Privatfoto

- I de skove, hvor vi har lavet eftersøgninger i, er der mange, som går på jagt. Derfor er der mange knogler og andre interessante spor.

- Vi er blevet klogere omkring jagt. Der bliver stillet mange fodertønder op i de danske skove og de skove, som vi har interesse for os, med mad til fasaner og andre dyr. Derfor har vi fået mange henvendelser på blå fodertønder, fortæller Jakob Grell.

Genbrugspladser og krematorier

Thomas Gotthard blev fængslet den 15. november. Til at starte med fortalte han, at Maria forlod parrets hjem i nedtrykt tilstand. Og ifølge naboer til familien fortsatte de hverdagen.

Men efter tre uger havde politiet en så bestyrket mistanke til ægtemanden, at han blev anholdt. Politiet har blandt andet fundet ud af, at præsten har søgt på ’olietønder’, ’havdybde’, ’forsvinden’, ’selvmord’ og ’rensemidler’.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/saekkevogn_1.jpg

Nordsjællands Politi er stadigvæk interesseret i at tale med vidner, der har set Thomas Gotthard. Foto: Nordsjællands Politi

https://imgix.seoghoer.dk/611521-311_3.jpg

Politiet ved Maria From Jakobsen og Thomas Gotthards hus i Frederikssund. Foto: Local Eyes

Nordsjællands Politi har eftersøgt flere krematorier og genbrugspladser i området, men de har ikke fået noget ud af eftersøgningerne.

- Der er ikke noget nyt i det spor, lyder det.

Et familiemedlem til Maria From Jakobsen fortalte efter den seneste fristforlængelse ved Retten i Hillerød, at Thomas Gotthard ikke havde nogle fritidsinteresser inden for fiskeri eller jagt, der kunne forklare den blå fodertønde, eller hvorfor han skulle søge på havdybde.

- Når man er så langt henne i en efterforskning generelt, så vil der typisk være langt mellem snapsene.

- I den her sag er der fulgt op på alle henvendelser. Det lukker rigtig mange huller, og det vander ud i, hvor mange flere henvendelser, som vi kan få. De der ved noget, har nok henvendt sig, lyder det fra efterforskningslederen.

Kæmpe arbejde

Tidligere har politiinspektør Lau Lauridsen fra Nordsjællands Politi, der tidligere håndterede pressehenvendelser i sagen, fortalt, at politiet minutiøst har forsøgt at sammenstykke Thomas Gotthards færden i de uger, efter Maria From Jakobsen forsvandt.

- Vi er i den del af efterforskningen, hvor vi skal lægge alle brikkerne. Så skal vi se, om det er nok til, at man rejser en tiltale, eller hvad man gør – men det er for tidligt at sige endnu.

- Det er et kæmpe arbejde. Der er afhørt rigtig mange mennesker, indhentet meget overvågning og digitale spor. Alt det skal sammenstykkes, hvilket vi er godt i gang med, siger Jakob Grell.

Efterforskningslederen fortæller til SE og HØR, at det stadigvæk er en meget prioriteret sag hos Nordsjællands Politi.

- Vi er en del på sagen. Mere end en håndfuld. Men jeg kan ikke fortælle, hvor mange vi præcis er. Det er en prioriteret sag, lyder det fra efterforskningslederen, der forklarer, at det stadigvæk er en proces, som de er i gang med, og de i den grad fortsætter efterforskningen af Maria From Jakobsens forsvinden – og formodet drab.

Thomas Gotthard sidder varetægtsfængslet frem til 8. februar. Han har ikke villet udtale sig til politiet siden december, hvor han sidst blev afhørt.

Sponsoreret indhold