Krimi26. marts 2024

Mand smuglede methamfetamin over den dansk-tyske grænse

En 48-årig mand har tilstået at have smuglet halvandet kilo methamfetamin ind i Danmark ved den tyske grænse

Retten i Sønderborg har idømt en 48-årig mand seks års fængsel for indsmugling af 1,49 kilo methamfetamin over den dansk-tyske grænse i december sidste år.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Manden tilstod forholdene, og derfor var sagen en tilståelsessag.

Ifølge anklagerfuldmægtig Niklas Sindberg agerede manden kurér. Det betyder, at en person leverer noget direkte fra én person eller virksomhed til en anden.

- Retten har ved fastsættelse af straffen lagt vægt på, at tiltalte har fungeret som kurér, fremhæver anklagerfuldmægtig Niklas Sindberg.

- Og så omfatter straffen på de seks års fængsel en reststraf fra en tidligere dom, siger Niklas Sindberg i pressemeddelelsen.

Det fremgår ikke, hvad manden tidligere er dømt for.

Den 8. december sidste år blev manden stoppet i bil på vej over Møllehus Grænseovergang. Her snusede en narkohund fra Toldstyrelsen sig frem til methamfetaminen, hvorefter manden blev anholdt og varetægtsfængslet.

Kontrollen skete i samarbejde mellem Toldstyrelsen og Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest), der er placeret i Padborg. UKA Vest har ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland.

Den 48-årige modtog dommen og skal dermed i fængsel i seks år.

- Alt i alt er jeg tilfreds med dommen, som viser, at retten ser med alvor på indsmugling af narkotika, siger anklagerfuldmægtig Niklas Sindberg.

Sponsoreret indhold