KrimiI går (opd. I går)

Mand skudt på Sorø rådhus: Tilbyder bekymrede borgere at møde politiet

En mand blev onsdag formiddag skudt af politiet ved Sorø Rådhus. Flere skoleelever hørte angiveligt skud
Politiet rykkede massivt ud til rådhuset efter formiddagens drama, hvor en formodet gerningsmand blev skudt og såret.
Politiet rykkede massivt ud til rådhuset efter formiddagens drama, hvor en formodet gerningsmand blev skudt og såret.
 Foto: Presse-fotos

Lokale politibetjente står onsdag klar til at tale med bekymrede borgere i Sorø efter formiddagens skyderi ved rådhuset.

Politiet har stillet en mobil politistation op ved Sorø Borgerskole på Rådhusvej 11, hvor man kan snakke med betjente om episoden. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Ved skyderiet blev en formodet gerningsmand skudt af politiet i forbindelse med en anholdelse. Personen havde ifølge politiet forinden smidt en genstand mod rådhuset.

Sorøs borgmester, Gert Jørgensen, har fortalt til Sjællandske Nyheder, at der ifølge hans oplysninger var tale om en molotovcocktail. Det er en brandbombe, der består af en flaske med brændbar væske.

Molotovcocktailen eksploderede dog ikke, men brændte ud.

Ifølge Ekstra Bladet, som har set en besked på Aula, var flere skoleelever fra 6. klasse på Sorø Privatskole i området, da de havde cykelprøve.

I beskeden står, at flere af eleverne hørte skuddene og oplevede politiets massive tilstedeværelse. De voksne fik samlet alle elever og fik dem sikkert tilbage til skolen, hvor de nu taler oplevelserne igennem.

Ingen andre personer end den formodede gerningsmand kom til skade ved skyderiet.

Politiet oplyser onsdag eftermiddag, at det anser episoden for at være "en isoleret hændelse".

- Der er derfor ingen fare for borgere i området, lyder det.

Sagen er overgivet til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), som skal efterforske sagen, da politiet har afgivet skud.

Sponsoreret indhold