Krimi26. juli 2024 (opd. 5. september 2024)

Mand sigtet for uagtsomt manddrab involveret i anden ulykke kort forinden

Den 56-årige mand, der er blevet anholdt og sigtet for uagtsomt manddrab efter dødsulykke i Randers, var kort før den involveret i en anden trafikulykke
Det var angiveligt i denne bil, de to afdøde sad i.
Det var angiveligt i denne bil, de to afdøde sad i.
 Foto: Presse-fotos.dk

SENESTE: Vil have 56-årig dømt for flere forbrydelser

LÆS OGSÅ: Lene så to unge dø i dag

To personer har mistet livet efter en trafikulykke på Mariagervej i det nordlige Randers fredag eftermiddag, og i den forbindelse er en af de involverede - en 56-årig mand blevet anholdt og sigtet for uagtsomt manddrab.

Men det var ikke første ulykke, som manden var en del af fredag eftermiddag.

Det bekræfter Østjyllands Politi over for TV2 Østjylland.

Kort forinden var han også involveret i et sammenstød ikke langt fra dødsulykken - også på Mariagervej.

- Den 56-årige laver flere færdselsuheld på Mariagervej, inden han støder sammen med bilen, hvori to omkommer, og til sidste påkører han et vejtræ. Der er reelt tale om tre ulykker, hvis man tæller hans egen soloulykke med, siger vagtchef hos Østjyllands Politi Rene Ludvig til TV2 Østjylland.

Østjyllands Politi ønsker at sigte manden for vanvidsbilismen efter ulykkerne. Han bliver formentlig fremstillet i grundlovsforhør lørdag.

- Vi ønsker ham varetægtsfængslet, og føler vi har nok til at få ham det ud fra vanvidsbilisme-paragrafen. Det kigger anklageren på lige nu.

- Vi skal også have talt yderligere med den 56-årige, men han er ved at blive grundigt undersøgt på sygehuset nu, siger Rene Ludvig.

Umiddelbart er der dog ikke andre svært kvæstede end de to omkomne, har politiet tidligere meldt ud.

- Den sigtede bilist var ikke spirituspåvirket, men vi har udtaget en blodprøve for at se, om der kan have været narko i blodet, lyder det fra vagtchefen.

Mariagervej var i flere timer efter ulykken spærret, for politiet og en bilinspektør kunne lave undersøgelser på stedet. Vejen er dog nu åbnet igen.

Beredskab & Sikkerhed oplyste tidligere til TV2 Østjylland, at de tilskadekomne blev reddet ud af bilen og kørt væk i ambulancer.

De pårørende til de to dræbte fra ulykken på Mariagervej er blevet underrettet.

- Der er tale om en 35-årig kvinde og en 31-årig mand, som befandt sig i samme køretøj, oplyser Østjyllands Politi kort før kl. 17.

Sponsoreret indhold