Krimi17. juli 2022

Mand sigtet for uagtsomt manddrab efter ulykke

Et ægtepar fra Tyskland døde i ulykken, som fandt sted kort før klokken 23 på Aarhusvej ved Ålsø uden for Grenaa.
Politi
Et ægtepar fra Tyskland døde i ulykken.
 Foto: Ritzau Scanpix

En 30-årig mand fremstilles i grundlovsforhør søndag, hvor han er sigtet for uagtsomt manddrab i forbindelse med en trafikulykke lørdag aften i Grenaa.

Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Et ægtepar fra Tyskland døde i ulykken, som fandt sted kort før klokken 23 på Aarhusvej ved Ålsø uden for Grenaa.

Her kom den 30-årige mand ifølge politiet over vejens midterlinje med venstre hjulpar og ramte frontalt ind i ægteparrets bil.

Det var en 74-årig mand, der sad bag rattet, mens hans 62-årige kone var passager, da de blev ramt af den modkørende bil. De var på vej fra Tyskland til Sverige, da ulykken skete. Deres pårørende er blevet underrettet om dødsulykken.

Den 30-årige kom også selv til skade, men han har ikke fået livsfarlige kvæstelser. Han er fra Favrskov, der er en kommune mellem Randers og Aarhus.

Med i bilen havde han en passager - en 32-årig mand, der ligeledes er fra Favrskov - som slap fra sammenstødet med mindre kvæstelser.

Politiet har en mistanke om, at den 30-årige var påvirket af alkohol og/eller narkotika.

Grundlovsforhøret finder sted ved Retten i Randers søndag klokken 13.

/ritzau/

Sponsoreret indhold