Krimi7. juli 2024 (opd. 5. september 2024)

Mand sigtet for medvirken til uagtsomt trafikdrab på forældrepar

To mænd kørte ifølge politiet om kap lørdag, hvilket førte til frontalulykke med tre dræbte. En er sigtet

En 24-årig mand er anholdt og sigtet for uagtsomt manddrab i forbindelse med en frontalulykke på Hillerødmotorvejens forlængelse lørdag morgen, hvor tre personer omkom.

Manden er desuden sigtet for at have undladt at hjælpe ved ulykken.

Han kørte angiveligt ræs med en af dem, der omkom.

Det fortæller vagtchef Michael Dalby fra Nordsjællands Politi til Sjællandske Nyheder og Ritzau.

Manden skal efter planen fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Hillerød klokken 12.00 søndag, hvor anklagemyndigheden vil kræve ham varetægtsfængslet.

Det er uvist, hvordan den unge mand forholder sig til sigtelsen.

I ulykken omkom en 33-årig mand, som ifølge politiet kørte ræs med den 24-årige.

- Vidner har forklaret, at de op til ulykken har set, at der er blevet kørt meget stærkt derude. Det er det, vi betegner som vanvidskørsel, siger vagtchefen til Ritzau.

På en del af strækningen, hvor der angiveligt er kørt meget stærkt, er der vejarbejde. Det betyder, at bilister skal køre med nedsat hastighed her sammenlignet med normalt.

Den 33-årige sad bag rattet i en bil, som kolliderede frontalt med en anden bil på Hillerødmotorvejens forlængelse.

I den anden bil sad et forældrepar og deres to børn. Forældrene blev dræbt i ulykken, mens børnene, der er i skolealderen, overlevede. De er ifølge Sjællandske Nyheder fortsat indlagt søndag.

De dræbte er alle fra Hillerød-området. Deres pårørende er blevet underrettet om dødsfaldene, fortalte politiet lørdag.

Politiets vurdering søndag formiddag er, at det alene var de to biler - med den 24-årige og den 33-årige - som kørte ræs.

- Ud fra de foreliggende oplysninger er der tale om de to køretøjer, bekræfter vagtchef Michael Dalby.

Det er vidneforklaringer, som har ført politiet til den 24-årige mand. Han blev anholdt lørdag klokken 18.18.

En bilinspektør blev lørdag tilkaldt for at se nærmere på ulykkesstedet.

En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.

Det er ikke blevet oplyst, hvad bilinspektøren kunne fortælle politiet ud fra undersøgelserne på stedet, og lørdag eftermiddag kunne politiets vagtchef ikke sige noget om årsagen til påkørslen.

Politiet fik en anmeldelse om den alvorlige trafikulykke lidt efter klokken 06 lørdag morgen.

Som følge af ulykken var motorvejen spærret i timevis, og politiet opfordrede bilister til at finde alternative ruter.

Lidt efter klokken 11 var der åbnet for trafik igen.

Der finder med jævne mellemrum alvorlige trafikulykker sted i Danmark, og der er i gennemsnit en dødsulykke cirka hver tredje dag.

I 2023 omkom 162 personer i trafikulykker, viser tal fra Danmarks Statistik og Vejdirektoratet. Her fremgår det også, at antallet af trafikdræbte er stagneret over en årrække.

De 162 omkomne sidste år er det tredjelaveste antal trafikdræbte på et år, siden man begyndte at føre statistik over det i 1930'erne.

Kun i 2021 og 2022 var der færre omkomne i trafikken.

Sponsoreret indhold