Krimi3. november 2023

Mand sigtet: Kastede rotter ind i McDonald's i Odense

En mand blev torsdag anholdt og sigtet for groft hærværk
Det var ikke denne Mcdonald's men én i Odense, der onsdag blev ramt af rottekast.
Det var ikke denne Mcdonald's men én i Odense, der onsdag blev ramt af rottekast.
 Foto: Ritzau Scanpix/arkivfoto

En mand blev torsdag anholdt og sigtet for groft hærværk i forbindelse med en sag om rottekast på en McDonald's i Odense.

Det oplyser kommunikationsrådgiver hos Fyns Politi Mads Boel til TV2 Fyn.

Manden er 20 år gammel og blev anholdt omkring klokken 21. Han er efterfølgende blevet løsladt, mens politiet fortsætter sin efterforskning, siger Mads Boel fredag til Ritzau.

Hændelsen udspillede sig onsdag aften, hvor to maskerede personer dukkede op ved en McDonald's-restaurant på Risingvej i Odense. Her slap de levende mus og rotter løs, lyder det fra kommunikationsrådgiveren.

Mads Boel afviser at kommentere, hvilken rolle den 20-årige formodes at have i sagen.

Flere medier har beskrevet, hvordan der efter rottekastet har floreret en video på sociale medier, hvor man kan se to personer, der tilsyneladende kaster rotterne ind på restauranten.

Flere rotter og en bunke savsmuld ser her ud til at ramme gulvet.

Hen over videoen står der skrevet "Boykot MCD/ISRAEL" og "Rotter i MCD foran Vollsmose". Der er også en såkaldt emojii af et palæstinensisk flag og en hånd der laver peace-tegn.

Sponsoreret indhold