Krimi8. marts 2024 (opd. 8. marts 2024)

Mand sigtet for drab: Slog 31-årig ihjel med kniv

Østjyllands Politi rykkede torsdag aften ud til en adresse i det nordøstlige Randers, hvor de fandt en knivstukket mand. Han er nu død
Politiet mødte talstærkt frem, da de torsdag fik en anmeldelse om et overfald i Randers.
Politiet mødte talstærkt frem, da de torsdag fik en anmeldelse om et overfald i Randers.
 Foto: Presse-fotos

En 30-årig mand er død, efter at han torsdag aften blev stukket med kniv i det nordøstlige Randers. Det skriver Østjyllands Politi på det sociale medie X.

En 31-årig mand er anholdt, skriver politiet. Den anholdte mand er blevet sigtet for drab.

Den 30-årige mand afgik ved døden, kort efter at han blev ramt af knivstik, lyder det i udmeldingen.

Politiet skriver i en pressemeddelelse fredag formiddag, at man modtog anmeldelsen klokken 21.29 torsdag.

Her fik man at vide, at den 30-årige mand blev stukket med kniv ude foran sin bopæl.

Politiet traf kort tid efter anmeldelsen den 31-årige anholdte på en nærliggende tankstation.

Han udviste mistænkelig adfærd, og han blev fundet i besiddelse af genstande, som kunne kobles til gerningsstedet, skriver politiet.

- Det er stadig for tidligt for os at konkludere, hvad der præcist er foregået i tiden op til selve knivstikket, men der er ikke noget, der tyder på, at de to personer har kendt hinanden på forhånd eller haft en forudgående relation, udtaler vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard i pressemeddelelsen.

Østjyllands Politi skriver også, at man gerne hører fra vidner i sagen.

Nærmere bestemt vil man gerne høre fra borgere i området omkring Hadsundvej, Marineborgvej, Akacievej og Platanvej i Randers.

- Vi har en formodning om, at vi har fået anholdt den rigtige gerningsmand, og at han har begået drabet alene. Vedkommende er ikke fra lokalområdet, og vi ser sagen som værende dybt ulykkelig, lyder det fra Flemming Nørgaard i pressemeddelelsen.

Politiet skriver ikke noget nærmere om, hvorvidt det har en mistanke om et motiv for drabet.

Den anholdte forventes fremstillet i grundlovsforhør senere fredag eftermiddag. Her vil anklager bede om lukkede døre af hensyn til politiets efterforskning.

Kort før klokken 10.30 fredag lyder det fra Østjyllands Politi, at man vil holde et kort pressemøde om sagen klokken 11.45.

Her vil vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard give en kort status på sagen, lyder det.

Politiet vil være synligt til stede i området, hvor det fatale knivstikkeri fandt sted både fredag og weekenden.

Sponsoreret indhold