Krimi2. oktober 2020

Mand på stylter brød ind i hus og truede beboer på livet

En noget usædvanlig sag om frihedsberøvelse fandt natten til torsdag sted i Hvide Sande
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20100522-052024-pf-1920x1920we.jpg
 Foto: Johner Images/Johner/Ritzau Scanpix

Noget af et drama udspillede sig natten til torsdag i Hvide Sande i Vestjylland.

Ifølge TV MIDTVEST blev en rude omkring klokken halv fire om natten knust på et hus på Trafalgarvej. Ind ad ruden trådte en mand med træstylter.

- Den forurettede blev truet med at blive slået ihjel, hvis han forlod huset, fortæller politikommisær ved Ringkøbings lokalpoliti, Bjørn Bo, til TV MIDTVEST.

Først omkring klokken syv om morgenen forlader manden på stylter huset, og den tilbageholdte mand tør derefter forlade sit hjem for at gå ind til naboen og hente hjælp.

Gennem afhøringer af folk i området fandt politiet frem til stylte-manden, som er en 42-årig mand fra Randers.

Han erkendte sig delvis skyldig i nattens hændelser. Randrusianeren fremstilles fredag i grundlovsforhør i Retten i Herning. Han er sigtet for trusler på livet, frihedsberøvelse og indbrud.

Sponsoreret indhold