Krimi25. juli 2023

Mand kørt på hospitalet: Ramt af varebil

Vidner har fortalt til politiet, at manden gik eller småløb over for rødt lys, da han blev ramt

En mand er blevet ramt af en varebil i Aarhus og kørt til hospitalet i kritisk tilstand.

Det oplyser vagtchef Chris Mose fra Østjyllands Politi.

- En fodgænger er formentlig gået ud for rødt, hvor han så bliver ramt af en varebil, siger vagtchefen.

Fodgængeren er en mand i begyndelsen af 30'erne. Hans pårørende er blevet underrettet om ulykken.

Påkørslen er sket lidt efter klokken 14 ved krydset, hvor Stockholmsgade krydser Randersvej.

Randersvej er en trafikeret vej, der fører trafik ind og ud af byen, og på grund af påkørslen har ulykkesstedet været afspærret i en periode. Det har givet trafikale udfordringer tirsdag eftermiddag.

- Det giver selvsagt en del gener, når det sker i eftermiddagstrafikken, og en hovedfærdselsåre spærres af, siger Chris Mose.

Der blev åbnet for trafikken igen lidt efter klokken 15.

En bilinspektør har været tilkaldt. En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.

I denne sag er der ifølge vagtchefen intet, der tyder på, at føreren af varebilen skulle have kørt for hurtigt op til påkørslen.

Føreren er en mand i begyndelsen af 20'erne, og han er ifølge vagtchefen rystet, men uskadt.

Sponsoreret indhold