Krimi7 timer siden

Mand idømt stor bøde: Delte Philip Wesths navn på de sociale medier

Philip Westh er blandt andet dømt for at have taget livet af teenageren Emilie Meng - nu må en midaldrende mand punge ud, fordi han brød navneforbuddet i sagen
34-årige Philip Westh sidder lige nu i fængsel for blandt andet drab. Imens bliver flere personer dømt for at have delt drabsmandens navn tilbage i 2023.
34-årige Philip Westh sidder lige nu i fængsel for blandt andet drab. Imens bliver flere personer dømt for at have delt drabsmandens navn tilbage i 2023.
 Foto: Privat

LÆS OGSÅ: Københavnsk skolelærer "forførte" mindreårig: Tiltalt for gentagne samlejer

De fleste danskere husker nok tilbage på sagen med Emilie Meng med væmmelse.

Philip Patrick Westh endte med at blive idømt livstid for det bestialske drab og kidnapningen af en 13-årig pige, og for at have overfaldet en 15-årig efterskoleelev - han har anket dommen til Landsretten.

Mens det sidste punktum derfor endnu ikke er sat i den uhyggelige sag, får sagen og særligt Philip Wesths navn fortsat konsekvenser rundt om i det ganske land.

For nyligt blev en 64-årig mand idømt en bøde på 15.000 kroner for at bryde navneforbuddet, som var nedlagt i begyndelsen af sagskomplekset, i sagen.

Nu er den gal igen, da en 42-årig mand ligeledes er blevet dømt for at have brudt navneforbuddet, viser en dombog fra Retten i Holbæk, som SE og HØR er i besiddelse af.

https://imgix.seoghoer.dk/2025-08-08/CT1A8226.jpg
Den 13-årige pige, som blev kidnappet i Kirkerup på Midtsjælland, blev efter et døgn tilfangenskab fundet inde i dette hus i Korsør. Her boede den nu dømte drabsmand Philip Westh.
 Foto: Mikael Rieck / Aller Medier

Delte opslag på Facebook - erkendte alt

Sagen med Philip Westh optog det meste af Danmark i april 2023, da Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi efterlyste en 13-årig pige, som var forsvundet fra sin avisrute i den lille by Kirkerup på Midtsjælland.

Efter et døgn intens efterforskning fandt politiet frem til den 13-årige på en adresse i Korsør, hvor en dengang 32-årig mand blev anholdt.

Han hed Philip Patrick Westh.

Dagen efter nedlagde en dommer ved Retten i Næstved et navneforbud over manden, som betød, at det ville være strafbart at dele mandens navn eller informationer, som kunne lede til en identifikation af den nu dømte Philip Westh.

Flere eksperter var dengang ude og advare offentligheden om at dele den nu dømte drabsmands navn.

Men det ignorerede en i dag 42-årig mand, da han delte flere opslag på sin Facebook med Philip Wesths navn.

Det var et brud på navneforbuddet, hvorfor han er blevet dømt ved Retten i Holbæk.

Ifølge mandens forklaring delte han tre opslag på det sociale medie, som han ifølge sin egen hukommelse havde kopieret fra et andet opslag, viser dombogen i sagen.

En dommer vurderede ved enden af det 20 minutter lange retsmøde, at manden skal betale en bøde på 10.000 kroner, ligesom han skal betale sagens omkostninger.

Manden erkendte sig fra starten skyldig, hvorfor sagen blev behandlet som en tilståelsessag - han modtog da også dommen, fremgår det af retsdokumenterne.

Sponsoreret indhold