Krimi5. februar 2021

Mand i kunstigt koma efter fald gennem is

En 45-årig mand er nu i kunstigt koma efter han gik gennem isen ved Davinde på Fyn
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/thumbnail_img_9731.jpg
 Presse-fotos.dk

Den 45-årige mand, der torsdag morgen løb ud efter sin hund ved Langager Sø ved Davinde på Fyn og faldt igennem isen, ligger nu i kunstigt koma.

Det skriver tv2.dk.

Ifølge TV 2 Fyn fortæller vidner, at han var under isen i flere minutter.

- Vidner har kæmpet med at få ham op. De har gjort en brav indsats. Det lykkedes ikke, og så er det så brandvæsenets dykkere, som kommer i, siger Peter Vestergaard, vagtchef ved Fyns Politi, til TV 2 Fyn.

Manden blev givet hjertelungeredning på land, og derefter bragt til Odense Universitetshospital i kritisk tilstand. Han blev efterfølgende lagt i kunstigt koma.

Vagtchef Milan Holck Nielsen siger fredag morgen, at manden fortsat er i kritisk tilstand.

Han fortæller, at politiet gerne vil opfordre alle til ikke at gå ud på isen, med mindre der er skiltning, der viser, at den er sikker, skriver TV2.

Sponsoreret indhold