Krimi18. november 2021

Mand i kritisk tilstand reddet ud af brændende lejlighed

En mand fra Odense er bragt til Rigshospitalet, efter at der opstod brand i hans lejlighed
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/fqjctntxiacqihr.jpg
 Privat

Røgdykkere fik torsdag morgen bragt en mand ud af sin lejlighed i Odense, efter at der var opstået brand i den.

Han er blevet fløjet til Rigshospitalet, hvor han er indlagt i kritisk tilstand. Det oplyser vagtchef ved Fyns Politi Steen Nyland.

Branden opstod i hans lejlighed på Snorresvej og nåede ikke at brede sig til andre lejligheder, inden den blev slukket. Det er endnu uvist, hvordan branden er opstået.

Politiet fik anmeldelsen klokken 05 torsdag morgen. Vagtchefen kan ikke oplyse, hvor gammel manden er.

Til B.T. siger indsatsleder ved Beredskab Fyn Anders Højhus Andersen, at en nabo opdagede røgen og prøvede at komme i kontakt med manden.

- Vi bankede døren ind og sendte først røgdykkere ind i lejligheden. De fik en ældre person med ud, siger Anders Højhus Andersen til avisen.

Sponsoreret indhold